Jean de Søren Sætter (Information, december 2001, Holbergs Jean de France)

Så er Holbergs Jean de France igen i byen. Sidst han var i København, aflagde han visit i forestillingen Absolut Holberg på Grønnegårds Teatret sommeren 2000 med unge Nikolas Bro som en flæskefed og yndefuld yngling, hvorfra pudderet væltede.

Tidligere i denne sæson optrådte han i Aalborg som Gordon Kennedys danske sidestykke til Stan Laurels Gøg. Og hér op til jul har han så indtaget ærespladsen på Kgs. Nytorv i Søren Sætter-Lassens suveræne skikkelse, der samler flere aldre og seksualiteter i én og samme krop.

Halvgjort gerning (Information, april 2003, Holbergs den Stundesløse)

Den stundesløse er en af Holbergs bedste komedier. Den har noget karakterfast og tidløst ved sig, der har appelleret til den ene epoke efter den anden: det stundesløse som et væsenstræk i en bestemt tid og i en bestemt type. Ikke mærkeligt, at Det Kongelige Teater har opført den 417 gange i syv forskellige iscenesættelser. Senest for 30 år siden med Jørgen Reenberg i hovedrollen, for 14 år siden med Arne Hansen.

Sort og hvidt (Information, marts 2001, Shakespeares Vintereventyret

»Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide Shakespeare,« sagde den afgående Dantedirektør, Nikolaj Cederholm for nylig: »det er dejligt at læse. Men det har ingen berettigelse i dag. De forklarer os intrigen 17 gange, selv om vi har forstået den første gang, og intet hos Shakespeare er morsomt. Intet overhovedet.«

Ordets magt (Information, februar 2002, Niklas Rådströms Hitlers barndom

Det er 15 år siden, svenskeren Niklas Rådström skrev Hitlers barndom. Og vi kender ham bedst som forfatteren til de oversatte romaner Månen ved det ikke (1991) og Mens tiden tænker på noget andet (1993). De to romaner er gribende og usentimentale skildringer af barnets møde med ulykke og alderdom, med venskab og fjendskab mellem barn og voksen, med fantasi og fantasteri. Fortællervinklen, hele universet, er fyldt med mærkeligt sprog og skæv humor, som i Mit liv som hund.

Pigedans (Information, oktober 2002, Granhøj Dans' 8IQ

Da tæppet går mødes vi af otte nøgne kvinder, der bare står og fylder hele den halvmørke scene. Efter noget tid bøjer de sig ned og ifører sig deres kjoler, der har ligget upåagtet omkring deres fødder. Hvis man ikke vidste det, så blev man klar over det her. At et menneske, en kvinde, der klæder sig på, kan være noget af det smukkeste i verden.

Sådan åbner forestillingen 8IQ – no woman no cry på det stadigt nye danseteater GRAN. Teatrets leder Palle Granhøj har som så ofte skabt forestillingen i tæt samarbejde med de medvirkende. Og de medvirkende er otte dansere, alle kvinder.

Drilske dæmoner (Information, januar 2003, Henrik Sartous iscenesættelse af Akutagawas Dæmonernes port

Det er sin sag at omskabe Kurosawas berømmede filmatisering af Ryunosuke Akutagawas Dæmonernes port fra 1951. Ikke desto mindre er det, hvad instruktøren Henrik Sartou har gjort på Odense Teaters lille scene, Farinen.

Dæmonernes port udspiller sig i 1100-tallets Japan ved Rashomonporten ved indgangen til Kyoto. Den danner rammen om en retssag med tre hovedpersoner, der afgiver hver deres version af, hvad der skete på crime scene ude i skoven.

Til kanten (Information, oktober 2003, Marie Jones Stones in the Pockets/Ægte jyder

Det er noget af en holmgang med scenens væsen og klicheer om de 'skide kjøwenhavnere' overfor udkantsmenneskene, som Nørrebro Teater tager sig med forestillingen Ægte Jyder. Forestillingen er baseret på irske Marie Jones' prisbelønnede Stones in his Pockets (2001), og oversat og bearbejdet til lejligheden af Flemming Jensen.

Kød og kærlighed (Information, november 2001, Lee Halls Cooking with Elvis

Den unge engelske dramatiker Lee Hall (f. 1966) kender vi fra filmen Billy Elliot, om drengen, der ikke ville bakse med at bokse men danse midt i al elendigheden. Billy Elliot foregik i et socialt og menneskeligt nedslidt Newcastle-miljø. Det er også der, vi er i Halls musikforestilling, Cooking with Elvis, der blev sat op i Londons West End sidste år og havde Skandinavienspremiere på Svalegangen i Århus i fredags.

Blind alarm (Information, september 2001, Erling Jepsens Anna og tyngdeloven

Vi mennesker, hørte jeg for nylig en sige, har et temmeligt kedeligt forhold til tyngdeloven. Det samme kan ikke siges om hovedpersonen i Erling Jepsens nye drama, Anna og tyngdeloven, den tidligere leder af kunstmuseet Arken, Anna Castberg.

Anna og tyngdeloven handler om det bedrag, Castberg satte i værk med sine falske akademiske papirer. Anna, den lille pige, der sprang ud fra højden og brækkede benene, fordi hun ikke respekterede tyngdeloven.

Djævlerier (Information, september 2003, Lærke Sanderhoffs Limbo og Aleksa Okanovics Restaurant D‘Amour

Hvis det er et tilfælde, at det netop er disse to vidt forskellige enaktere, der spilles i sammenhæng, er det et lykkeligt tilfælde – efter et nærmest klassisk dogme. Lærke Sanderhoffs Limbo er en tragedie, Aleksa Okanovics Restaurant D‘Amour et komisk-absurd nachspiel. Hver for sig og tilsammen er de dog meget mere på Odense Teater i Jens August Willes instruktion.

Sjælegal