Det er sin sag at omskabe Kurosawas berømmede filmatisering af Ryunosuke Akutagawas Dæmonernes port fra 1951. Ikke desto mindre er det, hvad instruktøren Henrik Sartou har gjort på Odense Teaters lille scene, Farinen.

Dæmonernes port udspiller sig i 1100-tallets Japan ved Rashomonporten ved indgangen til Kyoto. Den danner rammen om en retssag med tre hovedpersoner, der afgiver hver deres version af, hvad der skete på crime scene ude i skoven.

Samuraien Takehiro og hans hustru Kimuno, passerede gennem skoven og blev holdt op af Tajomaru, bandit og berygtet som skovens konge. Velkommen i den grumme lund, hvor fuglene kvidrer, vandet risler og lyset er halvdunkelt twilight. En grænseidyl, hvor Bachs Goldberg-variationer understøtter noget, der på én gang er svalt og skæbnesvangert. Et eller andet skete hér. Tajomuro tvang sig til Kimuno, men var det voldtægt eller forførelse? Hendes mand, samuraien, døde for en kniv i hjertet.

Men hvad er der faktisk sket? Det har de tre hver deres version af – samuraien er jo ret så død, men taler gennem et medium. Uden om det findes endnu en ramme i form af tre iagttagere, hvoraf en har sin, skal det vise sig, afgørende fjerde version af samme historie. Dertil kommer Birgitte Federspiels uudgrundelige fortællerstemme bag det hele.

Svigefuldt og sandt

Dæmonernes port handler altså om sandhedens problem, om erotikkens mysterium, om ære og afmagt, om synd, skam og forsoning med det uforsonelige.

»Vi tror vi skal løbe for de døde,« siger et af vidnerne, »nej: vi skal løbe for de levende«.

Vi skal ikke gøre som dem, der lever ved indgangen til Dæmonernes Port: røre ved livet uden omtanke. Det koster, i værste fald, livet selv. Et tæt kammerspil om, bevarmigvel, forbudt sanselighed, frivillig eller tvunget hengivelse, om voldtægt på krop og sjæl.

Men stykket er også en lille teaterkrimi, en Agatha Christiesk mordgåde, hvor de involverede hver for sig lægger spor ud, der i enkelte led bringer os på sporet – men også væk fra det. Hvert spor rummer en anden sandhed end den, vi forledes til at tro. Men gennem alle tre versioner står ét tema tilbage: samuraiens kvinde, der inkarnerer ærbarhed og ydmyghed, er den, der bryder ærbarheden og det æresbegreb, hun fastholder sin mand, samuraien, på. Hun er svigefuld, men den der bærer sandheden om

det skete. Et mærkeligt og selvfølgeligt paradoks, der følger med som en undertekst til stykkets bastante udsagn om kvinder og køn, og som får dæmonen til at komme frem.

Komisk spænding

Dæmonernes port er elementært spændende, fordi det historisk abstrakte holder sig tæt på spillet selv, fordi Sartou skaber så tæt kontakt mellem plottet og den erotisk stiliserede maskepsykologi anno anytime.

Men dobbelt spændende af to andre grunde. Den ene grund er skuespillernes nærværende indsats. Den anden grund er den fjerde og helt anderledes komiske version, historien pludseligt udlægges i. En »ynkelig komedie«, der forvandler stykket og spejler dets sandheds- og æresbegreber i ironiens form.

Det komiske sætter sig igennem og forstørrer stykkets patos og personers ynk. Et dramaturgisk paradoks, der er vanskeligt at levendegøre på scenen. Men det sker her!

Christine Albrechtlunds ærbare samuraikvinde slår pludselig over fra det sjæleligt ydmyge til den komisk forurettede. Kim Jansson er muskeldyret og samuraien, der pludselig bliver en moderne ynk af et jakkesæt. Jansson trækker på de macho-figurer, han har spillet i tidens løb og ryster et patologisk espeløv ud af ærmet i den komiske fjerde version – godt gået.

Over alt stråler Olaf Heine Johannesen som Tajomaru, kussetyven med dæmonisk virvar i øjnene. Johannesen kan med en drejning af håndledet og en lille bevægelse i ansigtet flytte hele stykket fra tragedie til komedie – og tilbage igen. Pludselig bliver vandet, der flyder i scenens gulv, et (splintret) spejl for komikken. Humoren stiger som den væske, den er, sikkert op gennem stykket – og publikum.

Bannerfører

Sartous sikre fornemmelse for det (komisk) sære i det (tragisk) nære og det nære i det fremmedartede toner rent flag i Dæmonernes port. I smukt sammenspil med Jesper Corneliussens scenografi og skuespillernes sans for patos fyldt med humor og mimiske overgange. Med

Olaf Johannesen som ubetinget bannerfører. Skuespilkunst af første klasse gennem stykkets præcist afmålte 75 minutter. Der synes at gå en stærk linje tilbage til Sartou og Johannesens parløb i den dramatisering af Carl Th. Dreyers kuldsejlede film om Jesus (Det kgl. Teater 1997).