Jean de Søren Sætter – Jean de France

Jean de Søren Sætter (Information, december 2001, Holbergs Jean de France)

Så er Holbergs Jean de France igen i byen. Sidst han var i København, aflagde han visit i forestillingen Absolut Holberg på Grønnegårds Teatret sommeren 2000 med unge Nikolas Bro som en flæskefed og yndefuld yngling, hvorfra pudderet væltede.

Tidligere i denne sæson optrådte han i Aalborg som Gordon Kennedys danske sidestykke til Stan Laurels Gøg. Og hér op til jul har han så indtaget ærespladsen på Kgs. Nytorv i Søren Sætter-Lassens suveræne skikkelse, der samler flere aldre og seksualiteter i én og samme krop.

Jean de France er en af Holbergs første og mere mærkelige komedier. Sammenstødet mellem det normale og det abnorme er lige så bastant som i en række andre af de kendte komedier. Og moralen i stykkets ende er lige så entydigt vendt mod det abnorme, det outrerede og mærkelige.

Men Jean de France stritter mere ud i al sin spidsformulerede latterliggørelse af ungersvenden Hans, der vender hjem til det skidne København fra Paris. Han er blevet Jean, iklædt de nyeste manerer, som har sat sig godt og grundigt fast i hans sprog såvel som sind. Manerer, der må udsættes for intrige og ende i tom vidtløftighed og fortabt vold, når Jean konfronteres med hjemstavnens lilleverden og gale normalitet.

Det kan der komme stor komedie ud af. Manerer og modegriller, det er godt stof, uanset tid og sted. Modegrillen er et udtryk for en parodi på den politiske socialitet, den datidige komedie Jean de France anno 1723 kan siges at være undertekst til – de gryende franske revolutionstanker. I Grønnegårds Teatrets Absolut Holberg faldt dette hele tema ud som: »Liberté, egalité… haute couture.«

I Kim Bjarkes iscenesættelse på Det kgl. Teater står modsætningerne og stritter uden at føje noget til hinanden: den gamle verdens griller og luner på den ene side, den nye verdens på den anden. Men når teksten så føres igennem med gammelmandsmorale og det hele, så bliver det virkelig en klam og outdatet affære: en-hver form for outrér socialitet, enhver forandring er af det dårlige. Er det virkelig værd at sætte på dagsordenen anno 2001? Det skulle da lige være for for den person, der står inde for al gammelmandsmoralen: Kjeld-Nørgaards gamle ræv af en knirkende, kraftfuld Jeronimus.

Komediens modspil

Modspillet til komediens morale gives af situationskomiske omend noget bonerte optrin personificeret af Asger Reher som far Frands, Kristian Holm Joensen som Arv og Birthe Neumann som Magdelone. De er castet tilpas vindt og skævt – ikke bare i forhold til komedien i sig selv, men også i forhold til den gode gamle Holbergtradition. De udgør tilsammen et helt nutidsregister over stum og selvbevidst kejtethed og slet skjult erotisk nervøsitet af den art, man kan møde overalt uden for Gamle Scene.

Men da iscenesættelsen følger bogen, så er denne personificerede situationskomik alt for lidt til stede midt i al denne handlingsafvikling, der lammer komedien. Især efter pausen.

Midt i denne normale lilleverden, mellem de komiske optrin og den gammelmoralske handlingsgang, står så Søren Sætter-Lassens Jean de France. Sætter-Lassen mestrer suverænt at balancere mellem på den ene side den vilde forfængelighed, det outrerede kræver for at komme til sin ret, og på den anden side den smertelige elegance, som det menneske, der tør gøre verden stor i det små, ofte er præget af. Sætter-Lassen viser os, hvor sundt og normalt menneskelig Jean de France er – men i ét og kun ét forhold, nemlig til det ‘franske‘. Og dén verden er langt væk fra, hvor han er nu. Ikke for det: I den gamle verden er det meste også a la mode, det er bare en anden og mere dyster slags.

Tonedøv Jean

Jean de France tamper tonedøvt rundt i denne normale lilleverden. Og tonedøv over for sig selv, det er han langt hen også. Men som spillet udvikler sig bliver han stykkets – eneste – rytmiske grundfigur. Og med den bringes vi frem til et sammenbrud i sprog og kommunikation, der bliver et højdepunkt i komediens samspilsramte voldsudøvelse. Vanvid og hverdag træder i karakter gennem det fysiske overgreb, der er ingen anden udvej. Men det hele lykkes ikke rigtigt. Det er som med den fysiske vold, der sættes i scene som wrestling: fake.

Det Kgl. Teaters Jean de France tager Holbergs tekst og Holbergtraditionen på ordet fra start til slut og får meget godt ud af det. Sproget er Holbergs, tungerne der taler er nye. Vokale punchlines hober sig op undervejs – madrasser for maitresser, balsambøsser og lugtedåser – men de drukner også ofte i for meget snak og for dårlig akustik, trods det meget spil på forscenen.

Det bedste er dog, at det er iscenesættelsens nye tanker og nye rollehavere, som stiller sig frit i forhold til Holberg, der gør komedien til mere end et lokalhistorisk memento mori. Vanviddet i komedien kontrollerer trods alt venerationen over for Holberg. Og godt for det. Der pukles på parykkerne, det nørdede rykker i det normale – og dét vinder begge dele sådan set ved.

I alt fald i ideen. For Det Kgl. Teaters Holberg lider stadig under, at teatret i den grad læner sig op ad konventionerne, men samtidig stoler alt for lidt på publikums forudsatte kendskab til disse konventioner. På den måde bliver det på én gang for meget og for lidt. Euforien ved det nye og fremmede ender i eksil, som Jean selv gør det.