»Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide Shakespeare,« sagde den afgående Dantedirektør, Nikolaj Cederholm for nylig: »det er dejligt at læse. Men det har ingen berettigelse i dag. De forklarer os intrigen 17 gange, selv om vi har forstået den første gang, og intet hos Shakespeare er morsomt. Intet overhovedet.«

Nu skal der noget af et idiosynkratisk nutidssynspunkt til at afskrive morskab og humor fra Shakespeares dramatik. Men forklaringens forklaringer, der tager den dramatiske luft ud af teatret, slipper heller ikke Aarhus Teater uden om i Søren Iversens nye iscenesættelse af Shakespeares Vintereventyret.

Niels Brunse har som så ofte oversat til det ubesværede danske, der skal til for at nutidige skuespillere har luft nok i lungerne til at få ordene til at fremstå med den magiske kraft, Shakespeare har skrevet ind i dem. Pete Repetes kompositioner lægger en lidt tung, men distinkt resonansbund til. Stykket såvel som skuespillerne undgår derved, som lurifaxen Autolycus siger det, at »skræve over mere end de kan holde mund med«.

Uskylds hvidhed, sort tale

Alligevel er det hele jo noget værre noget. En konge er ramt af grundløs jalousi. Henning Olsen spiller kongen, så man mærker den feber i sjælen, som skinsygen er: Hans dronning (suveræne Merete Voldstedlund) dør tilsyneladende som følge deraf; deres nyfødte søn vil han slå ihjel, men vælger at sende ham bort i stedet. Alt bliver altså kulde og afmagt.

Indtil da står alt i en helt stilren sort-hvid scenografi (Birgitte Mellentin), kun brudt med en enkelt orange tone, der antyder tragediens komme og ophør. Det sker fra første til anden akt, hvor tiden, på scenen passende personificeret af uopslidelige Ejnar Hans Jensen, lader 16 år gå i ét nu og bringer os til et andet land, en arkadisk orangelund med komiske indslag og renfærdig kærlighed. Hér er der det, der skal til, for at det skete, »som ikke mere kan bedres, nu ikke mere skal begrædes.«

Hér, midt i en romance, kan de overnaturlige såvel som menneskelige hændelser sætte ind, der skal vende ondt til godt, gjort til omgjort, hævn til tilgivelse – tragedie til eventyr. Vintereventyrets lidt for lette løbebane slutter altså, hvor både livet og dramaet når højeste temperatur. Men rigtigt koldt og rigtigt varmt bliver det ikke undervejs. Det morbide sjæleliv og den muntre eros holdes hver for sig som i et veltemperet punkt mellem »uskylds hvidhed og sort tale.«

De enkelte skuespillerpræstationer øger teatertemperaturen. Ud over de allerede nævnte er Anne-Vibeke Mogensen som kongens ordstærke hofdame Paulina og i særdeleshed Anders Baggesen og Martin Buch som hyrdefar og søn inciterende kropsvarme for øjnene af os. Man føler sig, for så vidt, godt underholdt.

*Vintereventyret. Af William Shakespeare. Oversat af Niels Brunse. Instruktion: Søren Iversen. Scenograf: Birgitte Mellentin. Komponist: Pete Repete. Aarhus Teater. Til 31. marts. www.aarhusteater.dk

© Dagbladet Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K

http://www.information.dk - arkiv@information.dk