Det er 15 år siden, svenskeren Niklas Rådström skrev Hitlers barndom. Og vi kender ham bedst som forfatteren til de oversatte romaner Månen ved det ikke (1991) og Mens tiden tænker på noget andet (1993). De to romaner er gribende og usentimentale skildringer af barnets møde med ulykke og alderdom, med venskab og fjendskab mellem barn og voksen, med fantasi og fantasteri. Fortællervinklen, hele universet, er fyldt med mærkeligt sprog og skæv humor, som i Mit liv som hund.

Niklas Rådström er også lyriker. Det mærker man med al ønskelig tydelighed i Hitlers barndom, der er fyldt med sproglege, remser og ordforbistringer i hver replik. Hitlers barndom lægger ellers op til en tung dramatisk omgang med lille Adolf, lille Addi, lille Jødolf, for hvem det ikke var sjovt at være barn. Slet ikke når han udsættes for Alice Millers I begyndelsen var opdragelsen og for patetisk og politisk korrekte statements om stykkets aktualitet den dag i dag, »hvor unge mennesker som kalder sig nazister, i omfattende grad igen skulle ses i Europas gader«.

Men der er hele stykket til forskel. De skismaer der er gemt i det lille familieliv, føres med sikker hånd sammen med de skismaer, storpolitik og magtudøvelse forudsætter omgang med.

Degeneration

Det er sproget og spillet, der gør en forskel. De lyriske monologer og replikker skaber en sjælden dramatisk intensitet i den række af let forståelige tableauer, handlingen glider frem gennem. Det kan ydermere tilskrives Michael Ramløses vellykkede oversættelse og hele iscenesættelsen, hvor instruktøren Henriette Holm Nielsen og scenografen Poul Fly Plejdrup har arbejdet tæt sammen med lys og lyd for at få atmosfære ind i enhver detalje.

Men først og sidst står de tre skuespillere. »Jeg hedder Adolf, Floda, floden strømmer. Jeg er født på grænsen til min mor,« siger lille Addi, intenst, bevægende og facetteret spillet af Mikkel Bay Mortensen. Hvorefter han træder et skridt væk fra sig selv: »Dette er barnet, for hvem intet er og alt skal blive«. Drengens far, Alois, toldembedsmanden, er bundet af sin tid og af ydmygelser, han selv har forårsaget eller som har ramt ham. Han holder på sit og sætter hårdt mod blødt overfor den lille søn og hans syge, 30 år yngre kone: »Hårdheden er mit offer,« siger han. »Jeg skal begrave dig i dit eget røvhul.«

Faren Alois spilles overbevisende af Kim Nørrevig med de abrupte skift i sind og stemning, der skal til for at virkeliggøre et sådant patriarkalsk nervemenneske, som han er (og som kan minde om præsten med den unge frue i Bergmans Fanny og Alexander). Han personificerer ondskabens og opofrelsens dobbelte logik: »Mærk hvor ondt det gør på far, fordi han er nødt til at slå dig.«

Nørrevig spiller også Alois‘ modstykke, manden i mørket, jøden, en sjælefigur, der opsøger Adolf og omhyller ham med sprogmagi. »Vreden er nøgen,« siger han, »jeg har givet ordene tøj på.«

Ved siden af Adolf, Alois og mørkenmanden står moren Klara, syg og forpint af tyranni, døde børn og mistet ungdom. Ved siden af hende står igen mosteren Johanne, hvis sind er viklet så langt ind i erotikken, at alt flagrer i hende og tabes omkring hende. Mei Oulund spiller begge, med skift fra den ene til anden lige på stedet. Et smukt studium i, hvor få virkemidler den gode skuespiller skal bruge for at gestalte den ene figur gennem den anden.

Hitlers barndom er en række nærstudier i, hvordan barnet og den syge i sindet deler denne selvfølgelige adgang til sprogets og sindets kringelkroge. Derinde, hvor herskersyge og afmagt, skam og stolthed, kærlighed og omsorg forvitres af hinanden og dukker op igen med vrangen vendt ud. Og dén alvor, den er fyldt med humor i Hitlers barndom. Intense scener på rad og række repeterer de samme grundmotiver på en måde, så vi forstår, at selve gentagelsen er afgørende for, at noget der kan være eksistentielt nødvendigt at leve med – såsom vrede, hårdhed, skam – uundgåeligt synes at degenerere, hvis det føres ad moralens mørke veje over på andre mennesker, børn f.eks.

Gentagelsen genererer også humor, nede i sprogets mindste bataljer, oppe i det nærværende spil fra scene til scene. Kombinationen af Rådströms sprogmagiske bid i et tungt emne og et ensemble, der spiller med nærværende fornemmelse for detaljerne, er det hele værd. Hitlers barndom minder en om, hvad det er, teatret kan som ingen anden kunstart. Det levende ord, den levende krop, mennesket der gør en forskel ved at stå maskeret på en scene.