Den stundesløse er en af Holbergs bedste komedier. Den har noget karakterfast og tidløst ved sig, der har appelleret til den ene epoke efter den anden: det stundesløse som et væsenstræk i en bestemt tid og i en bestemt type. Ikke mærkeligt, at Det Kongelige Teater har opført den 417 gange i syv forskellige iscenesættelser. Senest for 30 år siden med Jørgen Reenberg i hovedrollen, for 14 år siden med Arne Hansen.

Det er sin sag at omskabe Kurosawas berømmede filmatisering af Ryunosuke Akutagawas Dæmonernes port fra 1951. Ikke desto mindre er det, hvad instruktøren Henrik Sartou har gjort på Odense Teaters lille scene, Farinen.

Dæmonernes port udspiller sig i 1100-tallets Japan ved Rashomonporten ved indgangen til Kyoto. Den danner rammen om en retssag med tre hovedpersoner, der afgiver hver deres version af, hvad der skete på crime scene ude i skoven.

Det er noget af en holmgang med scenens væsen og klicheer om de 'skide kjøwenhavnere' overfor udkantsmenneskene, som Nørrebro Teater tager sig med forestillingen Ægte Jyder. Forestillingen er baseret på irske Marie Jones' prisbelønnede Stones in his Pockets (2001), og oversat og bearbejdet til lejligheden af Flemming Jensen.

Hvis det er et tilfælde, at det netop er disse to vidt forskellige enaktere, der spilles i sammenhæng, er det et lykkeligt tilfælde – efter et nærmest klassisk dogme. Lærke Sanderhoffs Limbo er en tragedie, Aleksa Okanovics Restaurant D‘Amour et komisk-absurd nachspiel. Hver for sig og tilsammen er de dog meget mere på Odense Teater i Jens August Willes instruktion.

Sjælegal

Frederik Julius Billeskov Jansen var en institution i dansk litteraturforskning og formidling. Han døde sidste forsommer, under protest og næsten 95 år gammel.

Billeskov personificerede flere kapitler af sit fags historie – og opgøret med det. Han var f.eks. i 1960‘erne en gammeldags hard nitter, der midt i studenteroprøret holdt på sit over for »det nye regime«.

Når kunstneren og kritikeren støder sammen, slår de ofte hinanden for munden. Sådan er det åbenbart også gået i forbindelse med Bettina Heltbergs anmeldelse af teatret Mungo Parks forestilling "Fakta om Finland" (Pol. 11.9). I hvert fald er instruktøren Simon K. Bobergs kommentar til Heltbergs anmeldelse – og person – et udtryk herfor (Pol. 17.9).

Lys over Svendborg er en stor musikforestilling med over 100 medvirkende skuespillere, musikere, sangere – professionelle og amatører, og med Svendborgs skyline og solnedgang som bagtæppe. Anledningen er Svendborgs 750 års jubilæum som købstad.

I Odense er der gang i kulturlivet for børn og unge for tiden. Blandt meget andet finder vi det splinternye kulturhus for børn, Fyrtøjet, børne- og ungdomsrelaterede museer som Grafisk Museum, Tidens Samling og Jernbanemuseet, børneteatre som Skægspiren, teaterskoler som Odense Børne- og Ungdomsteater, og Eventyrkaravanen, der i de kommende måneder tager rundt på skoler, biblioteker o.l. for at spille, synge, danse og fortælle om H. C. Andersens liv og historier i undervisningsintegrerede forløb.

Artiklen Institutionaliseringens (af)magt kommenterer en aktuel sag i det danske musikmiljø for at belyse og karakterisere den institutionelle konflikt og magtkamp, der ofte opstår når de etablerede – politiske, uddannelsesmæssige og kunstneriske – kulturinstitutioner støder sammen med de nye kunstneriske miljøer indenfor et givet kunstområde. Institutionaliseringens afmagt er – at barnet selv ofte ryger ud med badevandet.