Slet spilfægteri
Politiken 23. september 2003. Teateranmeldelse (II)
Af Peter Christensen Teilmann
Ekst. lektor i Kulturformidling, KU
Teateranmelder ved Information
Når kunstneren og kritikeren støder sammen, slår de ofte hinanden for munden. Sådan er det åbenbart også gået i forbindelse med Bettina Heltbergs anmeldelse af teatret Mungo Parks forestilling "Fakta om Finland" (Pol. 11.9). I hvert fald er instruktøren Simon K. Bobergs kommentar til Heltbergs anmeldelse – og person – et udtryk herfor (Pol. 17.9).
Før jeg træder i spinaten, så lad mig slå et par forudsætninger fast. Forudsætninger, der ofte som en anden uudtalt undertekst er bestemmende for de synspunkter og det slette spilfægteri, der præger en del af dansk teaterdebat. For det første har jeg ikke set den omtalte forestilling. For det andet har jeg ikke læst heltbergs anmeldelse af den. For det tredje kender jeg nok til hhv. Heltbergs og Bobergs arbejder, men jeg har aldrig mødt dem in persona. For det fjerde forholder jeg mig altså udelukkende til den principielle side af Simon K. Bobergs indlæg.
Boberg er ikke instruktør på den omtalte forestilling, men Mungo Parks næste forestilling, som Heltberg tilsyneladende kun kan tvinges til se over her dead body. Og så fyger ordene, Bobergs egne og dem han citerer Heltberg for. Det for virkelig være hvad det er. Lad mig bemærke to ting.
For det første Heltbergs anmeldelsespraksis. Når det er teater, der vækker hendes refleksion, og det er ofte klassisk teater i meget begrænsede moderne klæder, så vækkes dermed hendes sproglige sensibilitet, der kan afføde store læseroplevelser - uanset om man har set den pågældende forestilling eller ej (afdøde Jens Kistrup havde uden sammenligning noget af det samme). Men når det er teater der ikke vækker Heltbergs sprogsans, og det er en del, så forekommer det mig at slå ud som retoriske besværgelser, der omvendt vækker teaterkunstnerens lige så idosynkratiske selvforsvar. Begge dele gør læseroplevelsen blodfattig. Det bliver en kamp om ord, hvor man ikke går efter teaterbolden, men efter hinanden.
For det andet: hvem er i tjeneste hos hvem på hvilke vilkår? Er teaterkritikeren i tjeneste hos teatret? Det synes Boberg at mene: "Anmelderstanden, som jo lever af os, der laver teater, har pligt til at formidle teatrets kvaliteter og til at anmelde på teatrets betingelser". Det er den gamle diskussion om bolden eller manden, om bogen eller bibliotekaren og hvad der kommer først. Og den er ørkesløs som hønen og ægget. Vi burde en gang for alle vedtage en offentlighedspolitik på området, der havde Michael Laudrups fast tilbagevendende motto som hovedparagraf: Journalisten eller kritikeren tjener den professionelle fodboldsspiller eller kunstner - og omvendt. At ville indføre et hierarki mellem kunstneren og kritikeren er efter mine begreber simpelthen et udtryk for en forældet kunst- og medieforståelse. Det hindrer, som også idiosynkratiske anmeldelser, seriøs debat. Og den pumper defintivt enhver form for humør og humor ud af det hele.Venlighedens kritiske retorik, dette at man anderkender den andens ret til sit synspunkt før man kritiserer det (og ikke hende eller ham), overhældes med uvenlighedens galde. Taberen er den kritiske empati og selvkritiske opmærksomhed, der burde være forudsætning for såvel kunstneren som kritikeren. Det er teatrets og teaterdebattens egentlige krise, og ikke – har Boberg helt ret i – alt det med økonomi og hvad har vi.
Og den krise kan de enkelte parter ikke slippe uden om ved at sætte forfængelighed ind hvor fagligheden går ud. Teatret er med sine personlige investeringer et af de mest følsomme kunst- og kritikområder vi har, det er en gammel traver, og det er rigtigt. Men man skamrider denne følsomhed ved at piske den, der pisker en selv.