Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
Af en anden verden (information, juli 2003)
Frederik Julius Billeskov Jansen var en institution i dansk litteraturforskning og formidling. Han døde sidste forsommer, under protest og næsten 95 år gammel.
Billeskov personificerede flere kapitler af sit fags historie – og opgøret med det. Han var f.eks. i 1960‘erne en gammeldags hard nitter, der midt i studenteroprøret holdt på sit over for »det nye regime«.
Staten tvang ham på pension fra sit gamle professorat midt i en ny akademisk verden i 1970‘erne. Det fik bare forfatterskabet til at forsætte med fornyet kraft. Han var en utrættelig formidler, kommentator og udgiver. Han har udgivet store udvalg af Kierkegaard og Holbergs forfatterskaber, en omfattende fire binds antologi med Den danske lyrik og alt muligt andet, bl.a. Ludvig Holberg og menneskerettighederne (1999).
Der er ikke det leksikon eller den encyklopædi, han ikke har sat sit præg på. Dertil kommer hans afholdte foredrag i aftenskoleregi og hans mangeårige journalistiske indsats i bl.a. Politiken.
Kort og knapt
Men sit eget livs historie holdt han tæt med. Egentlige erindringer skrev han aldrig. Han forholdt sig selvironisk, skeptisk og blufærdigt til det private, der gjorde ham mere personligt vedkommende for andre end så mange andre, der stiller sig til skue for omverdenen.
Hvorfor ikke erindringer? Fordi han var en æstet af den slags, der spurgte efter eksistentiel ægthed (ikke sandhed) og overbevisningskraft. Billeskov lod gerne koncentrat og kuriosum tale for hinanden. Skulle han derfor, sagde han, have skrevet sine erindringer, skulle det være sket i anekdotens form. Hvorfor? Fordi »det der glimt, som en anekdote er – et menneske der i dén situation sagde lige dét eller gjorde lige dét. Det virker som en sandhed. Dem kan man stole på. De punktbestemte erindringer. Dem der ikke er selvanalyserede, undtagen i selve punktet.«
Til gengæld er der et hav af artikler og bøger, fyldte med erindringer fra overgangszonen mellem fagligt og personligt i denne billeskovske verden. Han skrev om de store personers videnskabshistorie bl.a. i Liv og lærdom (1983), så de samtidig gav et billede af skribenten selv.
Ud over sig selv
Og nu posthumt Det er forbudt at kede sig. Udgivelsen er redigeret og udgivet af sønnen, filmklipperen Janus Billeskov Jansen og kollegaen Hans Hertel. Den samler en række artikler af Billeskov, der tildels har ham selv som omdrejningspunkt. Dertil kommer John Chr. Jørgensen og Thomas Thurahs lydhøre interviews med professor-pensionisten Billeskov, foruden ligeså gehørige nekrologer af Torben Brostrøm og Thomas Bredsdorff og ikke mindst de to udgivere, Hans Hertel og Janus Billeskovs begravelsestale, der er holdt i farens diskrete og respektgivende omgangstone og jo netop giver et meget intimt portræt af et menneske og en leveform. Intimt, selv om man intet kender til afdøde.
Det er klart, at der var noget i Billeskovs metode og myndighedsbegreb, der forlængst havde overlevet sig selv – eller simpelthen levede i og med ham. Men det har altid været let at spejle sine egne perspektiver i hans argumenter, holde dem ude fra hinanden og derved få plads til sin egen fortolkning af deres indbyrdes sammenhæng, eller manglende samme. Det kan enhver moderne litterat lære af.
Der var hos ham en suverænitet forbundet med at overskue og fremlægge et stort stof, så det fremstod med klare konturer og karakteristika – og ikke uden polemisk brod. En udgivelse som Det er forbudt at kede sig kunne f.eks. tjene det formål at lade nye dansk-studerende, der har et kritisk forhold til undervisningsformer og et pragmatisk forhold til studenteroprør og den slags, læse Billeskovs Tilbageblik på danskstudiet. Her er der faglige og pædagogiske overvejelser, der kunne skabe debat, hvis man rev dem ud af deres historiske sammenhænge og satte dem i nye.
Modsvar på Bukdahl
Det er ingen sag – som det skete i Weekendavisen – at vende de faghistoriske indvendinger, man retrospektivt kan have mod Billeskovs arbejder, mod udgivelser som Det er forbudt at kede sig. Det er til gengæld også meningsløst. Bogen er netop et kongenialt udtryk for en stor del af Billeskovs indsats: skødesløs nysgerrighed og præciserende videlyst. Læser man den som sådan, virker den ud over sig selv.
Hvad var nemlig Billeskov? Han var et brand, et varemærke, selve det klassicistisk-moderne modsvar på Lars Bukdahl.
Læseren kan selv forestille sig et udsagn som dette, hvis det blev vredet rundt i Bukdahls benede åndsmuskulatur. Udsagnet er Billeskovs fra 1943 og angår en oversættelse af Holbergs latinske levnedsbreve: »Vi vil ikke opholde os længe ved Oversætterens Viden, hans Bedreviden og hans mangel paa Viden om faktiske Omstændigheder«.
I sine oldinge-år var Billeskov – og kun sådan har undertegnede kendt til ham – et mildt og posserende distræt menneske, der ikke havde glemt det, han skrev om tilbage i 1930‘erne: frivoliteten i klassicistisk og selvironisk forklædning. Da han sidste sommer blev mindet i Holbergsamfundet, for hvilket han selvfølgelig var formand i årtier, fik vi en af de anekdoter af Billeskov, der samtidig blev en anekdote om ham, kortformens mester. Når han skulle gengive handlingen i H. C. Andersens Prinsessen på ærten, lød den kort og godt:
»Da hun vågnede næste morgen var hun gul og blå over det hele«, sagde Billeskov – »thi det var en rigtig prins!«