Hvis det er et tilfælde, at det netop er disse to vidt forskellige enaktere, der spilles i sammenhæng, er det et lykkeligt tilfælde – efter et nærmest klassisk dogme. Lærke Sanderhoffs Limbo er en tragedie, Aleksa Okanovics Restaurant D‘Amour et komisk-absurd nachspiel. Hver for sig og tilsammen er de dog meget mere på Odense Teater i Jens August Willes instruktion.

Sjælegal

Vi er i Queen Victorias blege og bonerte Nordengland i 1840‘erne, i et fattigt, beskidt og industrielt dampende Coketown, hvor fantasien har ringe vilkår. Det er Hard Times, som Charles Dickens‘ berømte storroman hedder.

Handlingen udspiller sig i fabrikken, hos fabriksejeren, hos gøglerne ude i skoven etc. 30 roller, otte skuespillere, tre timer. Det kræver sit af både instruktør, skuespillere og tilskuere. Instruktøren, Lars Junggren, og skuespillerne, alle otte!, gør de enkelte scener intense i spil og gestik. Men det er et langt stykke at trække fantasien gennem.

Det hele foregår i et univers af outlaws, der findes derude et sted mellem Pulp Fiction og Portishead. I en hermetisk tillukket underworld i den industrielle slumkant af Dallas. I et hjørne af tilværelsen, hvor Budweiser og Kentucky Fried Chicken lever højt på den menneskelige nådesgave. Det kunne være hvor som helst.

Så kom Turell til byen, Århus, igen. Sådan da. Det er snart tyve år siden, han selv stod på scenen i Musikhuset og introducerede Allen Ginsberg, profet og beatnik. Det skete i de tidlige 1980’ere som nu også danner tidsramme for det lokale teater Svalegangens nye forestilling om Dan Turell: DDT – Det’ Dan Turell.

Klumme, der indgår løbende i Litteraturmagasinet Standart. Regien er en blanding af anmeldelse og klumme, der skrives efter anledning, i krydspunktet mellem hvad der sker på teatrene og hvad der udkommer af teaterlitteratur overvejende, men ikke nødvendigvis i dansk sammenhæng.

fra Regien (1)