Sunny Boy? – Morti Vizki
Sunny Boy? (Litteraturmagasinet Standard)
Lyrisk implosion. Sådan kunne man med rette betegne Morti Vizkis nye digtsamling »Sol«, hvor den er bedst. Selv om samlingen med sine titler og hele attitude retter sig voldsomt udad, sådan som Vizki oftest opfattes og langt hen også selv poserer: sprælsk i sproget, sprængende i meningen — så er det implosionen, der står tilbage som første og blivende indtryk.
Samlingen alluderer til bestemte historiske referencer, som til ægyptiske overleveringer om faraoen Amenhotep og hans underskønne hustru Nefertete. Men det er med disse historiske referencer, som med Vizkis sprog: de er i digtenes entydige tjeneste. Det tjener intet særligt formål at forstå digtene ud fra deres henvisende og referentielle karakter; historisk og sproglig genkendelige forhold optræder kun som reminiscenser og rekvitter i det lille teater, Vizki skriver sine roller og digte til. På samme måde med den universelle og eksistentielle mytologi, solen står i centrum for. Solen, den hvis lys er som sandhedens: man skal ikke se direkte ind i det, for så bliver man blind for det væsentlige, man egentlig søger i den. I denne konventionelle optik vil det derfor virke som om Vizki formørker og blænder sine motiver, mere end han klargører og oplyser dem. Men han er, som den også mest af alt kun poserende dadaist Tom Kristensen skrev om sig selv, ironisk: »kun en lille digter, halvt en tænker, halvt en nar«. Dette er en kompliment!
Man kan sagtens opholde sig ved attituden Morti Vizki: den sprælske og dæmoniske lurendrejer-digter, der lader ord og reminiscenser af sætningsenheder stikke ud ved siden af den mening, de, skal man jo ikke tage fejl af, altid søger. Men Vizki er en af den slags digtere, der bevidst stiller sig mellem digtene og læseren. Og set i det lys kan man trods alt spørge, om han ikke mere og mere bliver lig den dystre, ironiske mand, der omtales i digtet »Fyrværkeri«, og som »Er kommet fjernt fra kliken/En mand med ekkoer nok til at dømme/Sig selv på selve sin henrettelses morgen«?
Skulle han ikke alvorligt og konsekvent prøve at udsætte sig selv for fællessprogets højeste fællesnævnere? Jeg mener, den gestikulære lyriske kreativitet, den kan han jo i overmål. Og den bliver let et tomt ekko af sig selv, nonsens for nonsens’ skyld. Og det får digtene til at tabe deres lyriske spænding. Den der visionært viser — vel at mærke på sin helt egen originale måde — det fælles uudsigelige, fremfor som nu, hvor digtene alt for selvbevidst poserer med den individuelle uforståelighed. Vizki kender vel disse forbehold til kedsommelighed. Men svarer han igen på dem igennem sine digte? Måske: »Det er også til dig/Du skal ikke holde op med de dårlige vaner/Du skal bare begynde din kærlighed«.