Peter Christensen Teilmann  
kontakt / foredrag & kurser / kulturformidling / publikationer / cv
 
 
 

publikationer

lyrik
faglitteratur
>> journalistik

 
Reportage
Digte på udendansk – INDsam og indvandrerlyrik
Netværk og billedværk for børn – børnekultur
Cool collage – Svendborg bys 750 års jubilæum
Dage med DIEM – besøg på Dansk Institut for Eletroakustisk Musik

Baggrundartikel
Og Holberg længe leve – 250-året for Holbergs død

Kronik
Halfdan tidløs

Kommentar
Slet spilfægteri

Anmeldelse/litteratur
Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
"Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker" – Tove Meyer
Sjusket og ihærdig i sin gangart – Naja Marie Aidt
Sunny Boy? – Morti Vizki
Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Anmeldelse/teater
Regien (klumme)
Turell i byen by night – Jacob Christensens Det' Dan Turell
Cutting edges – Tracy Letts Killer Joe
Hård nød at knække – Charles Dickens' Hard Times
Djævlerier – ny dansk dramatik
Blind alarm – Erling Jepsens Anna og tyngdeloven
Kød og kærlighed – Lee Halls Cooking with Elvis
Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder
Drilske dæmoner – Henrik Sartou og Akutagawas Dæmonernes port
Pigedans – Granhøj Dans' 8IQ
Ordets magt – Niklas Rådströms Hitlers barndom
Sort og hvidt – Shakespeares Vintereventyr
Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk
Halvgjort gerning – Den Stundesløse
Jean de Søren Sætter – Jean de France
 

– og Holberg længe leve! (Information, januar 2004)

I går aftes stod forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, sidste års modtager af Holberg-medaljen, på scenen i Café-Teatret i det indre København for at introducere teatrets nye Holberg-cabaret. I går var der premiere på en ny Holberg-forestilling på Teatret Vandrefalken i Kalundborg. Der blev desuden afholdt et stort mindearrangement i Sorø, stedet hvor Holberg som ældre baron satte sine spor i sin egen tid, og gennem arven – både i ånd og klingende mønt – til eftertidens danske og norske kultur- og åndsliv. I går var det nemlig 250 år siden, at Holberg døde, næsten 70 år gammel i 1754.

Holberg er altid blevet taget til indtægt for skiftende tiders politisk korrekte eller ukorrekte meninger. Men hvad kan Holberg egentlige sige det moderne menneske, også ham der ikke nødvendigvis er historisk eller samfundspolitisk interesseret?

Historiske grunde

Ludvig Holberg (1684-1754) er den første forfatter i Danmark, hvis bøger blev bestsellers. I en alder af 32 år fik han sit lokale danske gennembrud med et filosofisk debat- og læreskrift, Introduction til Natur- og Folke-Rettens Kundskab (1716), den første danske lærebog i moderne politisk administration og moralkodeks. Den burde enhver spindoctor læse.

Siden kom Peder Paars – Danmarks længste rap anno 1719, fyldt med samtidskritik af bl.a. ortodoksien, feudalismen og den forstenede akademiske verden. I Peder Paars slår Holberg ud efter de priviligeredes stands- og gudsgivne forret til privilegier for i stedet gå i fronten for den frie, samfundsforpligtede vilje og de naturgivne rettigheder, han havde skrevet om i Natur- og Folke-Retten.

Holberg levede i det enevældige dansk-norske dobbeltmonarki, hvor en selfmade man som han var, havde gode kort på hånden. Uden at være født til det, gjorde han fra første færd karriere på det gamle og traditionsforstenede universitet. Han gik med stor fyndighed ind i tidens debatter, og med tidens tanker fornyede han litteraturens gamle genrer. Tiden var en spektakulær blanding af klassicisme, enevældekultur, gryende oplysningstid, barok i dansk forklædning, ortodoksi, pietisme og mere til.

Historiske grunde til Holbergs levedygtighed er der altså nok af. Han lagde grunden til et moderne universitet i Danmark og Norge. Han testamenterede for 200 millioner nutidskroner i jordegods til Sorø Akademi, og afkastet på denne formue bidrog til finansieringen af Universitetet i Oslo i 1813. Han gjorde dansk anerkendt som litterært sprog, og gav det journalistiske og essayistiske sprog ben at gå på i den gryende danske offfentlighed. Som samtidshistoriker gjorde han historiefortælling og historieformidling til gangbare discipliner, samtidigt med at han selv blev en historisk overgangsfigur mellem det gamle fødselsadelsvælde, enevælden som han selv levede under, og fremtidige demokratiske styreformer og principper.

Holberg var en middle man, der holdt stand mod for drastiske omvæltninger og selv gik forrest, hvor han fandt det på sin plads. Således i spørgsmålet om ligestilling, ytringsfrihed og menneskerettigheder i det hele taget (de menneskerettigheder, der først overhovedet blev programsat af oplysningsfilosofferne et lille halvt århundrede efter hans død). Holberg skrev og mente noget om alt, og han formulerede det ofte i så tilpas paradokse og langt fra altid politisk korrekte vendinger, at han siden har kunnet tages til indtægt for næsten alt. Det sidste halve års såkaldte kulturkamp har således ikke så få gange, fra folk i alle lejre, været krydret med Holberg-citater.

Verdens Duulhus

Holbergs komedier var på en gang i tæt dialog med genrens historiske konventioner og fyldt med revy, samtidssatire og revselse af personer og dårskaber i den lokale andedamm. Især folk, der gjorde sig klogere eller dummere end de var, og folk, der ikke var i kontakt med sig selv eller var det på bekostning af andre, var han efter.

Komedierne drives frem af energiske sammenstød mellem historisk nedarvede privilegier (personificeret af familiens patriark) og samtidens eller fremtidens opgør her imod (personficeret af de unge og elskende), mellem konventioner og kaos og krav og kærlighed. Det har alle nye generationer af teaterfolk og publikum, af forfattere og læsere gennem i hvert fald de sidste hundrede år fundet fornøjelse ved at spejle hinanden i.

Bare tre eksempler: forfatteren Palle Petersen udgav sidste år romanen Ludvig på bjerget, der vender op og ned på de dårskaber, Holberg selv vendte op og ned på. Den afghansk-danske revisor og kommentator Omar Shah fortolkede ligeledes sidste år komedien om Jean de France som en nutidig satire over indvandrerens tilpasningsiver og over ideologiske pindehuggerier mellem vanemuslimske forældre og deres børn, der er blevet moderne individualiserede muslimer (trykt i Marie Louise Kjølbye (red.): Med andre øjne).

Og endelig tog Ole Bornedal og Thomas Bo Larsen klenodiet Jeppe på bjerget ved vingebenet og gav ham en tur i tidsmaskinen, så han landede, hvor han oplagt burde lande i dag: i en betonmødding ved Brøndby Strand. Forestillingen, som blot hed Jeppe!, blev en publikumssucces af rang. Sjældent har temperaturen i salen under en Holberg-iscenesættelse været så høj som her.

Anmelderne var, som stort set altid ved sådanne sceniske livtag med Holberg, anderledes lunkne.

Jeppe forever

»Det er genkendelsen i alle historier, der er det primære », sagde Ole Bornedal da han satte Jeppe! op i efteråret 2002. »Det er derfor, der er så mange, der går galt i byen, når de opfører disse klassikere. Dengang havde disse mennesker en funktion i samfundet. Hvis man opfører Holberg i dag, som man gjorde i 1723, ville man i virkeligheden misbruge ham og fornærme ham.«

Jeppe på Bjerget har i generationer været spillet som en naturalistisk, midtsjællandsk bonderøvskomedie med museale overtoner og menneskelige ansigter, mere (Osvald Helmuth og senest Erik Wedersøe) eller mindre (Buster Larsen) sympatiske.

I det sidste årti er Jeppes verden blevet vendt op eller ned indtil flere gange. For ti år siden kiggede en ung Jens Albinus som en outsider ned i komediens antropologiske og karnevalistiske undergrund. For otte år siden rev Staffan V. Holm komedien fuldstændig fra hinanden. Jeppe var blevet en oucast, tumlende omkring i metropolens randområder. Det var også hér, vi fandt Jeppe i Aveny-T‘s potente fortolkning af Jeppe på bjerget. Men Bornedals og Larsens Jeppe var samtidigt også – komisk. Og det var blandt andet det, der var røget ud med badevandet i de andre versioner.

Komisk var Thomas Bo Larsens Jeppe, ikke mindst pga. Bornedals radikale sprogtilskud til komedien. Reminiscenser af teatertraditionens Jeppe væltede pludselig op af Thomas Bo Larsens hals som alt andet bræk. Nutidige referencer og anakromismer fik lov at støde sammen, som det er en god gammel skik i komedien. Og også denne Jeppe havde været i krig, vistnok. For NATO. Men hans krigstraume var baseret på hændelser, der er så latterlige, at kun en dansker kan få psykologiske kvababbelser over dem. I komediens lange tradition har man hældt vand ud af hovedet på Jeppe over den forhistorie, som han bar rundt på. Den fik en på hatten her.

Men ikke at Bornedals Jeppe ikke brugte hovedet. Han var også en politisk og eksistentiel alvorsmand midt i det hele. Han irettesatte skatteministeren, så man forstod, at hvad der gjaldt på Holbergs tid, stadig gælder: De priviligerede forfordeler sig selv.

Han havde samtidigt fat i eksistensen som ingen andre i komediens verden. Han forholdt sig nu mere til helvede på jord end til paradis. Helvede er, at »ingen kender dig, og der er heller ingen, der har lyst til at vide hvem du er«.

Bornedal gjorde som andre af Holbergs fornyere gør, blot på deres egen tids betingelser, det selvsamme som Holberg: gør sig samtidig med omverdenen på en grund af tradition. Men står valget mellem det moderne og det historiske argument, så må det sidste vige for det første. Ellers kom vi aldrig fremad i verden, og Holberg fik vi slet ikke med. Det ved Holbergs fornyere; deres kritikere vil ikke se det i øjnene.

Hjertets overflod

Holbergs komedier rummer en ofte mærkeligt moderne besindelse på at præcisere livets uforståelighed og gådefuldhed. Hans komik besidder det, sagde Martin A. Hansen i sin tid, »vi mangler nu, Humor, Hjertets overflod«.

Derfor, og som den stilsikre klassicist han var, camouflerede han samtidigt den krisebevidsthed, der ellers ligger som undertekster i de bedste af hans værker og gør dem moderne, for sin egen tid som for senere generationers. En krisebevidsthed, camoufleret så den får os til at se kritisk og lattermildt på ‘Verdens Duulhus‘, tilværelsens galehus.

Nogle få af de bedste af Holbergs værker findes i moderne udgivelser. Hér kan man læse et dansk sprog, hvis poetiske vitalitet og kraftfulde prosa slår gnister af hinanden. Den ene komediefigur står og blævrer med sine parykmanerer: »Jeg har oublieret ganske mit dansk dans Paris«. Den anden råber af sin vredes afmagtsfulde lunger: »Tal dansk, din sorte hund! så skal vi nok svare for os«. Og den tredje står ude i kanten af scenen og hvisker med glimt i øjet til os, publikum: »Ski olski dolski podolski opodolski iopodolski siopodolski asiopodolski basiopodolski«.

Køligt ræsonnement og viltert sprogbrug – det er sådanne fænomener, der går i kødet på hinanden i Holbergs forfatterskab og holder dets paradoks levende. Holberg selv? Hvem ved?

FAKTA

Holberg om sig selv

*Holberg selv? Ham ved vi ikke noget om. Der er ikke et hav af efterladenskaber fra hans hånd som f.eks. i tilfældet H. C. Andersen og Kierkegaard. Til gengæld ved vi noget om Holbergs sublime og paradokse evne, fuldt på højde med de to andre, til at formulere sig ind i gådefuldheden. Hør dette, hentet fra religionsskeptikerens bog om Almindelig Kirkehistorie (1739):

»Mange have dog af saadan min Opførsel gjort sig en falsk Idée om min Person, bildende sig ind af de mange lystige Skrifter, som jeg har forfærdiget, at det er imod min Naturel at skrive heel alvorlige Ting. Men det er en gandske falsk Regul at dømme en Skribentes Naturel af hans Skrifter [..]. Hvad min Person angaar, da trykker mig intet mindre end Kaadhed, thi jeg holdes for, blant dem, der kiende mig, heller at incommodere med Austeritet, end Lystighed, og haver jeg fra min Ungdom ført et saa indtogent, ærbart og strængt Levnet, at faa derudi have Lyst at imitere mig.«