Peter Christensen Teilmann  
kontakt / foredrag & kurser / kulturformidling / publikationer / cv
 
 
 

publikationer

lyrik
faglitteratur
>> journalistik

 
Reportage
Digte på udendansk – INDsam og indvandrerlyrik
Netværk og billedværk for børn – børnekultur
Cool collage – Svendborg bys 750 års jubilæum
Dage med DIEM – besøg på Dansk Institut for Eletroakustisk Musik

Baggrundartikel
Og Holberg længe leve – 250-året for Holbergs død

Kronik
Halfdan tidløs

Kommentar
Slet spilfægteri

Anmeldelse/litteratur
Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
"Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker" – Tove Meyer
Sjusket og ihærdig i sin gangart – Naja Marie Aidt
Sunny Boy? – Morti Vizki
Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Anmeldelse/teater
Regien (klumme)
Turell i byen by night – Jacob Christensens Det' Dan Turell
Cutting edges – Tracy Letts Killer Joe
Hård nød at knække – Charles Dickens' Hard Times
Djævlerier – ny dansk dramatik
Blind alarm – Erling Jepsens Anna og tyngdeloven
Kød og kærlighed – Lee Halls Cooking with Elvis
Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder
Drilske dæmoner – Henrik Sartou og Akutagawas Dæmonernes port
Pigedans – Granhøj Dans' 8IQ
Ordets magt – Niklas Rådströms Hitlers barndom
Sort og hvidt – Shakespeares Vintereventyr
Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk
Halvgjort gerning – Den Stundesløse
Jean de Søren Sætter – Jean de France
 

Halfdan Tidløs (Information, marts 2002)

Halfdan Rasmussen døde forleden, 87 år gammel. Det skete efter sigende med den nærmeste familie samlet omkring sig. I den første del af sit liv var han gift med Ester Nagel, som han traf i miløjet omkring tidsskriftet Vild Hvede, der senere ved hans mellemkomst blev til det stadig særdeles levende Hvedekorn.

Sammen med Ester Nagel fik han børnene Iben og Tom Nagel Rasmussen, der siden blev hhv. skuespiller (ved Odin Teatret) og sanger. I den sidste del af sit liv var Halfdan Rasmussen gift med sine gode ven, Benny Andersens første kone, Signe.

Det er alt hvad vi ved om Halfdan Rasmussens privatliv. Han var ikke bange for offentlighed, men han satte pris på dens fravær. Ikke for det – han tog gerne sig tørn ude i den, f.eks. i sin tid for sine kollegers juridiske og økonomiske rettigheder, da de var lige så antastede som de er for tiden. Selv havde han ingen problemer i den retning. Fra og med sine Tosserier i 1950‘erne blev han en af de mest solgte, lånte og læste forfattere i Danmark overhovedet.

Hyldet blev han fra alle kanter: Fra P.H-prisen og LO‘s Kulturpris til Det Danske Akademis store Litteraturpris i 1988. Det havde han et afslappet forhold til. Da han tilbage i 1957 modtog en af de første æresbevisninger, Aarestrup-medaljen, takkede han som så mange gange senere med et kort og fyndigt vers – en passende aarestrupsk pointeret ritornel: »Jeg takker her for hæder og medalje/ og finder, at i denne sammenhæng/ er pengene en virkningsfuld detalje«.

Lige så tilbagelænet han tog på sin egen succes, lige så distanceret var han i forhold til offentligheden. Han tog aldrig ud for at læse op. Hvorfor ikke? »Fordi,« svarede den lille mand, »fordi jeg er mindre end talerstolen«. Sky overfor offentlighed, men mild og ironisk i sin omgang med den.

Men vi kender ham jo alle, tre-fire generationer tilbage i tiden, og vores eventuelle børn med. Det var nok med den nu 35 år gamle Halfdans ABC (1967), at hans remser og Ib Spang Olsens streger én gang for alle blev uløseligt forbundne. Ser man det ene, tænker man på det andet. Vi, der var børn i 1960‘erne og de tidlige 1970‘ere, og ikke kom fra et hjem med opretstående bøger, men som med garanti var den første hele velfærdsgeneration, der kom på institution og mødte moderne pædagoger – vi har indtaget flere portioner Halfdan og Ib end vi har spist kernevælling. Og det er ikke så lidt.

Halfdans ABC er som så meget andet blevet sat i musik. Ofte

veksler vellyd med vemod, f.eks. i sønnen Tom Nagel Rasmussens tidstypiske kompositioner til Og det var det (1977) og i Anne Dorthe Michelsens Den ordløse time (1990).

Der er kongeniale indspilninger af vers som »Livet er morgengave/ Sjælen er et pilgrimskor./ Der står krokus i min have/ der står øller på mit bord.« Der trækkes hårde veksler på Halfdans rim i indspilninger af Tante Andante og netop ABC‘en. Og i Kirsten Hammanns video over »Tyggegummikongen Bobbel« og i teenage-duoen Creamys techno-softe version af »Snemand Frost og Frøken Tø« udvises der spektakulær sans for, at det nok er rimene, der holder os på sporet, men det er rytmerne og remserne, som løber af sted med det hele.

Vi skal tilbage til 1950‘erne for at se rimsmeden tage remsemageren i hånden og træde ud af metrikkens magiske skab. Tosserierne hed oprindeligt Vissevassevers. ‘Vissevasse‘ er et udtryk for modstand mod urigtig, urimelig, meningsløs tale og patetiske fraser. Men når vissevassen sættes på vers, så sker der noget. I Halfdans tilfælde får vi ofte slået et genkendeligt motiv, en fortrolig handling an. Men så tager remsen fat og rimet på vej, og vi ender et helt ottende sted: Når Tilde nu er fyldt ti den tolvte, har væltet Rundetårn og trillet det til Holte, så er hun ligeglad, lille Tilde, af én grund: hun er fra Tisvilde.

Rasmussen kendte de engelske traditioner for nonsenslyrik og meget andet. Han vidste hvad talemåder, sort tale, ordspil, bogstavelighed og alt andet kan i digte. Synger konen, at »Nu lider dagen« i det høje C, så svarer manden: »Hold mund, så lider dagen ikke mer!«.

Men det er aldrig rigtigt nonsens. Der er vrøvlevers om alt det vrøvl mennesket er, siger vi med Kierkegaard, og som han er ved hjælp af sproget, midt i en verden han tror at have styr på.

Vrøvlet var noget, Halfdan samlede op uden for verset, i vores verden og hverdag, og så omsatte til remser og rim. En tusindordskunstner var han. En ‘småtingsmajor‘, som Christian Graugaard smukt kaldte ham i sit mindedigt fra sidste weekend (Politiken 9. marts), der herskede i den ‘inderste pilfingerzone‘. Der hvor andre går fortabt og slår knuder på tungen – som f.eks. i »Hittehattehættehuer«:

Min nathue huer mig ikke.

Kalotten ka Lotte jo få.

Kasketten ka skytten

benytte om natten

hvis ikke kadetten

med kutten vil ha den,

og hitter jeg hatten

og hætten i hytten

kan ham hottentotten

og skotten fra Vrå

få hittehathatten

og hyttehætten på!

Den gode historie om Halfdan og børnene er den vigtigste og altid mest omtalte. OK, vi mindes nok også hans socialt og politisk indignerede alvorsdigte fra 1940‘erne – de kom på rad og række, den ene samling efter den anden.

Bare et eksempel fra disse politiske og eksistentielle beredskabsdigte. Det er fra digtet »Ensomhed« om de efterladte til den unge døde: »Jeg står ved siden af din far/ og aner hvad han tænker på./ – Hvor er det fattigt at forstå.// Så fattigt med den fattigdom,/ som ingenting kan skænke den/ hvis sorg hver dag blir ny igen«.

Men der er også den hardcore-samfundsbevidste digtning fra 1930‘erne, hvor Halfdan Rasmussen skrev for det revolutionære, syndikalistiske Arbejdet under den spanske borgerkrig, og for kontroversielle skrifter som Sex og Samfund.

Hans ekspressive og satiriske stil vakte genklang i en tid, præget af virkelig social nød, fattigdom og formynderiske institutioner. Der er de politiske rejsedigte fra 1950‘erne og 1960‘erne, om turismens blinde vækst midt i politiske diktaturer fyldt med social nød. Der er den humoristiske eksistensdigtning, der op igennem 1970‘erne og 1980‘erne løber ved siden af remserne og blander rimmageriet med rå patos.

Og så er der tiden efter krigen, hvor situationen var en helt anden. Den adventsstemning, der satte sig igennem som et helt miljø omkring tidsskriftet Heretica, prægede Halfdan Rasmussen.

Men mens Hereticadigterne uddelte moralske imperativer på livets vegne, var hans digte snarere små eksistentialer og elegier. Det er digte om en noget salvelsesfuld digterisk proces fra en tid, hvor man gik søgende og skeptisk rundt om sig selv i den pure asketiske Forventning på verdens vegne, som en af samlingerne fra den tid hedder (1951). En af forfatterens hjerteligste læsere, Johannes Møllehave, ville klukke i skægget og sige: ‘advendt – indadvendt‘. Man finder disse digte overalt, og der er i dem en lydhørhed over for den, der kæmper for at holde sig på højde med livet.

Yngre generationer af sangere og digtere er direkte inspireret af denne typiske halfdanske lydhørhed. Et digt som Rasmussens »Ingen er helt alene« fra På knæ for livet (1948) er sat i musik af Anne Dorte Michelsen på den føromtalte cd, Den ordløse time (1990), og ligger som et resonansrum omkring 60 års fødselaren Peter Laugesens digt »Ingen kan gå alene« fra Frø og stængler (1988). Omend beatet unægteligt er forskelligt. Michelsen harmoniserer vemod med vellyd, Laugesen lader vemodet stå frem viltert og jazz‘et.

Stilfærdigheden går igen i de enkle og paradokse kærlighedsdigte: »Vi er hvad vi skænker hinanden./ Vor lykke er det vi formår/ at hvælve os over og fylde med kraft/ fra de kræfter vi ikke forstår«. Det er patos fra før den tid, hvor den blev et paradenummer. Halfdan Rasmussens kærlighedsdigte udpeger kærlighedens små brændpunkter med en præcisionskunst, man finder igen hos Morten Nielsen og Thorkild Bjørnvig.

Lad det stå som eksempler på, at Halfdan Rasmussen simpelthen har udgjort et skyggekabinet til den danske lyriks udvikling fra mellemkrigstiden og frem til i dag.

Han har stået sikkert ved siden af Gustav Munch-Pedersen i 1930‘erne, Morten Nielsen i 1940‘erne, Hereticanerne i den nærmeste efterkrigstid, de ironisk højtgearede modernister som Klaus Rifbjerg fra 1950‘erne og 1960‘erne, systemdigtere og konkretister som Højholt og Inger Christensen i slutningen af 1960‘erne, socialrealisterne i 1970‘erne og de unge visionære fremtidsfatalister i 1980‘erne. Hans digtning rummer erfaringer fra alle disse faser af modernismen og det der følger af den, men altid maskeret med tålmodig humor midt i al skepsis og med skærpet tillid til sprogets virkemidler i det hele taget.

Det kaster nye ord af sig, hvor frækhed og finesse står hinanden bi. Man kan selv tænke sig til, hvilke to-tre ord, der er sat sammen fra samme erogene zone og forudsættes, hvis nu man ved, at det er anemonemændenes koner, der går rundt og ‘fjumser‘: »De har ingen bukser på. /Og når de går rundt og fjumser, / kan man se de våde, bare / anemonenumser!«

Han kunne mere end sin ABC, skrev Halfdan Rasmussen om en af sine lærere i erindringsdigtene Og det var det (1977), »for han kunne lære os at slås med sne / og lærte os mer om at tro på os selv / end om det vi skulle glemme alligevel«. Og det var det. Derefter fulgte i 1985 den sidste egentlige digtsamling fra hans værksted. Han var ikke ked af det. Han kaldte den Fremtiden er forbi.

Heri står det lille »Kemo«, der stråler med en kraft, man skal tilbage til starten af forfatterskabet for at finde en lige til: »Du vendte dig om/ som ville du sige farvel./ Dit hår var borte./ Din mund var en tynd lille streg./ Du standsede op./ Mit blik slog dig roligt ihjel./ Jeg skyndte mig væk/ fortvivlende fattig og fej«. »Kemo« er et skræmmende digt. Et fikserbillede af den tærende kræft, men især af den sociale implosion, der følger af den. Forlegenheden overfor den døende står og stirrer i dette digt. Misforholdet mellem to mennesker, der ikke er nærværende midt i tilstedeværelsen – den ene kan ikke, den anden tør ikke – overføres til os. Digtet giver stemme til det, der ellers – som et ægte tabu – ville stå hen i tavshed og ubegribelighed. Dét er den egentlige sygdom til døden, »Kemo« handler om.

I den anden ende af livet og forfatterskabet finder vi en håndfuld digte, hvis horisont er barnet. Og barnet er Iben, nemlig Odin-skuespilleren Iben Nagel Rasmussen. I disse digte forbindes barnets horisont med den voksnes stadig fjernere udsigtspunkt:

»Nu tier alle skove / om blad og blomst og bær. / Og nu skal Iben sove / og glemme hvem hun er. // (…] I mørket kan jeg høre / et lille urværk gå. / Det suser i mit øre. / Det knækker i min tå.« Undertiden flyttes sigtepunktet umærkeligt fra datteren, der sover til søvnen selv, alt fortættes i fortrolig uvirkelighed: »Å, det er så rart at vide:/ Søvnen ligger ved min side./ Og jeg svarer, før jeg sover:/ Kom kun ind, din lille sjover!«

Halfdan Rasmussen gør i digte som disse brug af hårde modernistiske stilgreb (som apostrofe og antropomorfisme), men gør det tillidsfuldt.

Derved gør han et vanskeligt motiv, søvnens sorte hul, fatteligt og begribeligt: »Stille hjærte. Stille nat. / Stille alt som blunder. / Ene går den sorte kat / i det hvide under«. Blunder, under, underligt – det ene er ord for det andet. Underet hører til i søvnen.

Men søvnen er også det nærmeste, vi kommer på døden, den som PH kaldte den drømmeløse søvn. Det ved den gamle mand. Han vågner og mærker livet tynde ud, alderen skrumpe ind – se hvordan digteren lader forgængeligheden potensere dét, kønnet ikke mere kan i »Skrumpealder«:

Din glatte hud

er blevet tør og runken.

Din røv er kold

og din begejstring lunken.

Du vågner træt og stiv

i alle lemmer

bortset fra et

hvor intet klør og klemmer.

[…]

Du lyner ned

og kvitterer med en brummen

ved lyden af Chopin

i w.c. kummen.

Så er din dag begyndt

på bedste måde.

Og det er lykken

og en sælsom nåde

at kunne lade vandet

nu og her

trods skrumpetid

og prostatabesvær.

Her mødes remsens stød og stråler med det taktfast rolige metrum, Halfdan Rasmussen rendyrkede gennem et halvt århundrede. Digteren lader den nådesløse selvironi og den sælsomme livsnåde gå i rette med hinanden. Digtet trækker på den eksistentielle centrallyrik, der findes til patetisk overmål i samlingerne fra 1940‘erne, og på den absurde situationskomik fra tosserierne og remserne – og lader dem møde hinanden på livets tærskel.

Som en nisse, en alf, skrev Bjørnvig om Halfdan Rasmussen i 1995, »har han ingen alder / men bor i det tidsløses intervaller«. Sådan var det med Halfdan Rasmussens artistiske leg med sproget og tiden. Tilbage står digtene og lyser af vitalitet og versevælde, af trods og tidsløshed. De danner intervaller, hvori f.eks. forældre og børn lærer at lytte til hinanden henover generationer. Hvor mange forfatterskaber kan man egentlig sige det om?