Peter Christensen Teilmann  
kontakt / foredrag & kurser / kulturformidling / publikationer / cv
 
 
 

publikationer

lyrik
faglitteratur
>> journalistik

 
Reportage
Digte på udendansk – INDsam og indvandrerlyrik
Netværk og billedværk for børn – børnekultur
Cool collage – Svendborg bys 750 års jubilæum
Dage med DIEM – besøg på Dansk Institut for Eletroakustisk Musik

Baggrundartikel
Og Holberg længe leve – 250-året for Holbergs død

Kronik
Halfdan tidløs

Kommentar
Slet spilfægteri

Anmeldelse/litteratur
Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
"Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker" – Tove Meyer
Sjusket og ihærdig i sin gangart – Naja Marie Aidt
Sunny Boy? – Morti Vizki
Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Anmeldelse/teater
Regien (klumme)
Turell i byen by night – Jacob Christensens Det' Dan Turell
Cutting edges – Tracy Letts Killer Joe
Hård nød at knække – Charles Dickens' Hard Times
Djævlerier – ny dansk dramatik
Blind alarm – Erling Jepsens Anna og tyngdeloven
Kød og kærlighed – Lee Halls Cooking with Elvis
Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder
Drilske dæmoner – Henrik Sartou og Akutagawas Dæmonernes port
Pigedans – Granhøj Dans' 8IQ
Ordets magt – Niklas Rådströms Hitlers barndom
Sort og hvidt – Shakespeares Vintereventyr
Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk
Halvgjort gerning – Den Stundesløse
Jean de Søren Sætter – Jean de France
 

Hård nød at knække (Information, april 2002, Charles Dickens' Hard Times)

Vi er i Queen Victorias blege og bonerte Nordengland i 1840‘erne, i et fattigt, beskidt og industrielt dampende Coketown, hvor fantasien har ringe vilkår. Det er Hard Times, som Charles Dickens‘ berømte storroman hedder.

Handlingen udspiller sig i fabrikken, hos fabriksejeren, hos gøglerne ude i skoven etc. 30 roller, otte skuespillere, tre timer. Det kræver sit af både instruktør, skuespillere og tilskuere. Instruktøren, Lars Junggren, og skuespillerne, alle otte!, gør de enkelte scener intense i spil og gestik. Men det er et langt stykke at trække fantasien gennem.

Magt og afmagt

Historien er flertrådet, men enkel. Midt i patriarkatets og reglernes sociale tyranni med tvangsægteskaber og den slags, lever mennesker mellem hinanden, og sød musik opstår de forkerte steder, mens andre går under af mangel på tro, håb og kærlighed.

Skolelærer Gradgrinds datter Louisa tvangsgiftes med fabriksejer Bounderby. Hendes bror, Tom, sætter en intrige i stand, der skal skaffe ham penge til spil og druk og straffe en anden derfor. Det bliver Stephen Blackpool, neddæmpet spillet af Victor Marcussen. Han er i forvejen på vej ud af Coketown, han vil ikke underlægge sig fagforeningens nødvendige én-for-alle-princip. Stephen tror ikke på partsdannelse og protektionisme. Han tror på næstekærlighed, og den tvinges han så til at opgive og flytte fra.

En tredje truet person er den mere end midaldrende mrs. Sparsit, vidunderligt spillet af Elsebeth Steentoft. En opdateret udgave af en skrøbelig-spids Clara Pontoppidan i Inden for Murene. Hun er simpelthen opløftende at følge i sit nedrige forsøg på at opretholde sin sociale status i familien Bounderby, hvor hun var (mere end) husholderske, før Bounderby blev gift med unge Louisa. Bounderby og Sparsit deler erfaring om, at social stræben er noget, man må lyve sig til. Holger Østergaard Kristensen spiller den klarsynede magthaver mr. Bounderby, som kun den, der ved egen kraft og hvide løgne har vundet magten, kan gøre det.

Forklaring og fatalitet

Martin Ringsmose spiller skolelæreren Thomas Gradgrind, en fantast udi faktarytteri, der som navnet siger gradvist knuses under sine egne principper. Men Ringsmose spiller især Thomas‘ søn, Tom, med stor kraft og bevægelse. Vi ser og mærker hans menneskelighed sat i sentimental tjeneste hos drikfældigheden og spilletrangen og udnyttet til egen vinding – og hvorfor Louisa ofrer sig for ham langt ud over rimelighedens grænser. Anna Ur Konoy spiller Louisa fornemt med den unge kvindes vekslen mellem blid omsorg og bitter aggression.

Det er et af stykkets tættest fortalte historier. »Man må«, siger Tom, »have lov til at falde socialt.« En historie, der viser os sit mysterium og lader det leve som sådan. »Jeg håber,« siger Louisa til Tom, da det hele falder sammen for dem, »at du får mange nætter meget lykkeligere end den her.«

Hard Times er fyldt med gode scenografiske og koreografiske detaljer. En del af salen er et bevægeligt sætstykke, der kan indskrænke eller uddybe scenerummet. Den enkelte skuespiller træder ud af den rolle, han netop har været i, for at blive fortæller og bringe os videre i historien. Den demaskering skaber rum for fantasien.

Men den dramaturgiske helhed stivner i episke enkeltdele, der faktisk gør alting for tydelige og langtrukne for en tilskuer anno 2002. Hard Times er en hård nød at knække. Det er – for – let at kræve fantasien til magten, det er katastrofalt at lade være.

Tilbage står det gode skuespilleri. Det er det hele værd!