Peter Christensen Teilmann  
kontakt / foredrag & kurser / kulturformidling / publikationer / cv
 
 
 

publikationer

lyrik
faglitteratur
>> journalistik

 
Reportage
Digte på udendansk – INDsam og indvandrerlyrik
Netværk og billedværk for børn – børnekultur
Cool collage – Svendborg bys 750 års jubilæum
Dage med DIEM – besøg på Dansk Institut for Eletroakustisk Musik

Baggrundartikel
Og Holberg længe leve – 250-året for Holbergs død

Kronik
Halfdan tidløs

Kommentar
Slet spilfægteri

Anmeldelse/litteratur
Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
"Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker" – Tove Meyer
Sjusket og ihærdig i sin gangart – Naja Marie Aidt
Sunny Boy? – Morti Vizki
Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Anmeldelse/teater
Regien (klumme)
Turell i byen by night – Jacob Christensens Det' Dan Turell
Cutting edges – Tracy Letts Killer Joe
Hård nød at knække – Charles Dickens' Hard Times
Djævlerier – ny dansk dramatik
Blind alarm – Erling Jepsens Anna og tyngdeloven
Kød og kærlighed – Lee Halls Cooking with Elvis
Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder
Drilske dæmoner – Henrik Sartou og Akutagawas Dæmonernes port
Pigedans – Granhøj Dans' 8IQ
Ordets magt – Niklas Rådströms Hitlers barndom
Sort og hvidt – Shakespeares Vintereventyr
Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk
Halvgjort gerning – Den Stundesløse
Jean de Søren Sætter – Jean de France
 

Digte på udendansk (Information, marts 2002)

Lyrikken er noget mærkeligt noget. På én og samme gang kan den bringe sproget på afveje og få folk til at rykke tættere sammen. Og bagefter? Bagefter er man ikke nødvendigvis blevet klogere på nogen af delene, men ofte en undren rigere. Det er værd at tænke over i de her dage, hvor vi har mistet Halfdan Rasmussen, en af de største undrere på livets og sprogets vegne.

Vi var vist ikke så mange ud over de faste i miljøet omkring INDsam og de lokale lyrikklubber. Men vi sad tæt nok til at høre sproget gå ud af gevind. Fem digtere fra de lokale lyrikgrupper, Sleiman Nasal, JeppeO, Ivan Guzman, Tomas Dalgaard og Al Saadi Hassan. Oplæsning på rad og række i to timer. Der skulle have været seks, men som den timede og underfundige vært, John Henriksen, sagde det: Lars Thur, den lokale bogantikvar og digter, var gået i indre eksil hjemme på sit eget toilet.

Ny dansk – gør godt

Det vigtige i INDsams oplæg til arrangementet var netop, at det ikke giver mening til nogen af siderne at sammenligne den danske befolknings erfaringer med flygtninge og indvandreres ofte brutale erfaringer fra deres tidligere liv. Men vi lever jo sammen, siger INDsam, i noget der kunne ligne et kulturelt ingenmandsland. Og i det land er sproget det bedste våben til at få folk til at rykke tættere på hinanden, men også den største barriere. »Etniske digtere,« sagde INDsams Carsten Damgaard, »der digter på dansk –som om det ikke var svært nok i forvejen.«

Og det tør virkelig siges. Al Saadi Hassan fra Irak gik som den første frygtløs ind i at læse sine danske digte op. Han vidste bedst selv, at ‘frygt‘ alt for let bliver til ‘frugt‘, ‘synge‘ til ‘synke‘, ‘sorg‘ til ‘sår‘, fordi det danske på en gang ligger tungt på tungen og har alt for lidt vokale nuancer at arbejde med. Og han viste os det, ikke ved at læse, men recitere – udenad – de samme digte på sit eget arabiske sprog, hvis modulationer og resonanser er så meget mere dramatiske og som får sprogbilleder, der på dansk lyder af klicheer, til at blomstre. I ordets allerbedste forstand blev hans arabiske recitation, med hans eget udtryk, et ‘gavemildt‘ udtryk for hvilke sproglige barrierer, vi alle står over for i kulturelt samliv.

Den århusianske digter JeppeO tog tråden op. Han havde hørt dagens tema ‘længsel‘ som ‘hængsel‘ og mumlede finurlige digte af sig til sit ‘jublikum‘ om ords synonymitet, altså forskellige ord, der betyder det samme, og homonymitet, altså et ord, der kan betyde forskelligt: ‘jeg, dør‘. Fine små, ‘skæve eksistenser‘, det var disse digte om døre og hængsler fra JeppeO.

Den libanesiskfødte palastinænser Sleiman Nasal tog over med sine anderledes vrangvillige digte med stikord som ‘mit navns mave‘, ‘bliv grim!‘ og ‘jeg er så træt!‘ Det sidste til munterhed sagt lige op i synet på en tilstedeværende skæv eksistens, en journalist, der havde lidt for spirituøst travlt med sit kamera lidt for tæt på.

Munterheden blev ikke mindre ved Tomas Dalgaards tilstedeværelse. Klædt i sort og forknyt, stod han ludstille og læste små idiosynkrasier op om at være håbløs poet i provinsen med uigengældt trang til kvinder, »der danser orientalsk, og taler århusiansk«. Hans små satiriske remser om eksistensens slåfejl, om at »dø tarveligt af noget arveligt,« og om Danmark som en nation, der »klarer sig når det virkelig gælder, i curling f.eks.«, kunne godt fortjene at blive testet f.eks. i en anden sammenhæng, f.eks. poetry slam eller stand- up.

At forny livet

Som den femte og sidste digter hørte vi chileneren Ivan Guzman. Guzman havde arbejde i den chilenske centraladministrations planlægningsafdeling op til militærkuppet i 1973. Derfor udgjorde han en trussel mod det nye diktatur og blev forfulgt. Som så mange andre flygtede han i første omgang blot op over bjergene, til Argentina, i håb om at det nye styre snart ville styrte. Det skete jo ikke. Han kunne være endt, hvor det skulle være i et af de nordiske lande, det var en ren tilfældighed, han kom til Danmark og Århus, hvor han har været siden.

Her fandt han langsomt sit liv igen, og med det digtningen. Men forbindelsen til sit hjemland, sine venner og familie var en gang for alle skåret over. Den eneste, han kunne have kontakt med gennem censurerede breve, var hans mor. Det er ufatteligt for os andre.

Hos Guzman blev dagens tema skåret ind til benet. Længslen blev længsel uden genstand, eksilet en erfaring, der ikke fører nogen steder, men står som et uomgørligt resonansrum for livet nu og her. I det store digt »Langt fra mit land« mediterer han over hende, kollegaen og den fortrolige, der blev tilbage, fordi hun var for ung til at rejse, og ham, der var tvunget til at rejse, og aldrig siden har vidst, hvordan det gik hende. »Disse dage med kaffepauser og dine glimt i øjet«, et bevægende og stærkt digt, hvis eksistens kun kan få en Nordbrandt til at klappe. Guzman lod det afløse af et digt om »Brun sovs«: elegien i de danske hjem!

Lighed og forskel

Sproget skiller os, når det bliver polemisk og moralsk på andres vegne. Sproget kan i bedste fald, f.eks. i lyrikken, få os til at forstå, at der er meget, vi ikke forstår eller kan komme til at forstå om hinanden, eller om sproget for den sags skyld – og at det gør ikke noget. Det er den lighed midt i al forskellighed, der er værd at opholde sig ved. Lyrikken fremhæver for os, at sproget ofte er fanget i sit eget indre eksil, men også at det lader sig fange på det forkerte ben, hvis digteren er frygtløs og digtet frugtbart.

»Tak, indtil videre,« sagde værten John Henriksen til en af lyrikerne. »Det var det, min forhenværende svigerfar altid sagde; underforstået at så kunne man gøre ham en ny tjeneste en anden gang«. Tak, indtil videre, det kan vi så sige til INDsam for dette pilotprojekt udi at bringe kunsten og digtene på højde med det tværkulturelle miskmask, vi lever i.

© Dagbladet Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K

www.information.dk - arkiv@information.dk