Peter Christensen Teilmann  
kontakt / foredrag & kurser / kulturformidling / publikationer / cv
 
 
 

publikationer

lyrik
faglitteratur
>> journalistik

 
Reportage
Digte på udendansk – INDsam og indvandrerlyrik
Netværk og billedværk for børn – børnekultur
Cool collage – Svendborg bys 750 års jubilæum
Dage med DIEM – besøg på Dansk Institut for Eletroakustisk Musik

Baggrundartikel
Og Holberg længe leve – 250-året for Holbergs død

Kronik
Halfdan tidløs

Kommentar
Slet spilfægteri

Anmeldelse/litteratur
Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
"Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker" – Tove Meyer
Sjusket og ihærdig i sin gangart – Naja Marie Aidt
Sunny Boy? – Morti Vizki
Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Anmeldelse/teater
Regien (klumme)
Turell i byen by night – Jacob Christensens Det' Dan Turell
Cutting edges – Tracy Letts Killer Joe
Hård nød at knække – Charles Dickens' Hard Times
Djævlerier – ny dansk dramatik
Blind alarm – Erling Jepsens Anna og tyngdeloven
Kød og kærlighed – Lee Halls Cooking with Elvis
Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder
Drilske dæmoner – Henrik Sartou og Akutagawas Dæmonernes port
Pigedans – Granhøj Dans' 8IQ
Ordets magt – Niklas Rådströms Hitlers barndom
Sort og hvidt – Shakespeares Vintereventyr
Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk
Halvgjort gerning – Den Stundesløse
Jean de Søren Sætter – Jean de France
 

Pigedans (Information, oktober 2002, Granhøj Dans' 8IQ)

Da tæppet går mødes vi af otte nøgne kvinder, der bare står og fylder hele den halvmørke scene. Efter noget tid bøjer de sig ned og ifører sig deres kjoler, der har ligget upåagtet omkring deres fødder. Hvis man ikke vidste det, så blev man klar over det her. At et menneske, en kvinde, der klæder sig på, kan være noget af det smukkeste i verden.

Sådan åbner forestillingen 8IQ – no woman no cry på det stadigt nye danseteater GRAN. Teatrets leder Palle Granhøj har som så ofte skabt forestillingen i tæt samarbejde med de medvirkende. Og de medvirkende er otte dansere, alle kvinder.

Og så Jimmy Jørgensen, sangeren fra Hotel Hunger, der efterhånden er en erfaren skuespiller. Jørgensen er måske nok typecasted, men ikke ud fra de roller, han hidtil har spillet i Taxa, Black Rider og Jesus Christ Superstar. Han er typecasted som person og sanger, der matcher de otte karismatiske dansere i 8IQ. Det er godt set af Granhøj og Jørgensen at minimere hans position i forestillingen. Han bevæger sig stille rundt som iagttager af danserne, der også selv synger og taler mærkelige sprog, alt muligt.

Virvar af gestik

I en af de første scener trækker de otte dansere sig ind på midten af scenen og påbegynder et mindre virvar af gestik, artikulationer og sang. Her stråler f.eks. Anne Dalsgaards fremstilling af en af tidens kvinder, hende den evigt kontrollerede nervøse, hvis mantra til alt er: »nå, okay!«.

Så følger en – cat walk, der ikke er cat walk alligevel, men en perlerække af kvindelige prototyper, der giver sig selv et par ord med på vejen, så vi sidder og griner i krogene. ‘L‘Oreal – whatever!‘.

Sådan tager det ene tableau det andet, med en eller flere dansere og Jimmy Jørgensen og musikeren Niels Kilele som akustisk syngende og spillende baggrund. Nedtonet maskulinitet når den er bedst.

Op mod den står f.eks. Patricia Seron Pawliks scene, hvor hun synger og gestikulerer »Turn your lights down low« og så straks glider over i en tavs spastisk dans, der antyder et menneske overvældet af desperation og livsangst.

Skræmmer og bevæger

8IQ veksler mellem at være skræmmende og bevægende – og tankevækkende. Men den lille forestilling er også klassisk komediespil og fremkalder igen og igen det stille smil og den lille latter, der minder en om hvad det er teatret kan. Og hvor smukt og mærkeligt et væsen mennesket er.