Peter Christensen Teilmann  
kontakt / foredrag & kurser / kulturformidling / publikationer / cv
 
 
 

publikationer

lyrik
faglitteratur
>> journalistik

 
Reportage
Digte på udendansk – INDsam og indvandrerlyrik
Netværk og billedværk for børn – børnekultur
Cool collage – Svendborg bys 750 års jubilæum
Dage med DIEM – besøg på Dansk Institut for Eletroakustisk Musik

Baggrundartikel
Og Holberg længe leve – 250-året for Holbergs død

Kronik
Halfdan tidløs

Kommentar
Slet spilfægteri

Anmeldelse/litteratur
Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
"Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker" – Tove Meyer
Sjusket og ihærdig i sin gangart – Naja Marie Aidt
Sunny Boy? – Morti Vizki
Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Anmeldelse/teater
Regien (klumme)
Turell i byen by night – Jacob Christensens Det' Dan Turell
Cutting edges – Tracy Letts Killer Joe
Hård nød at knække – Charles Dickens' Hard Times
Djævlerier – ny dansk dramatik
Blind alarm – Erling Jepsens Anna og tyngdeloven
Kød og kærlighed – Lee Halls Cooking with Elvis
Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder
Drilske dæmoner – Henrik Sartou og Akutagawas Dæmonernes port
Pigedans – Granhøj Dans' 8IQ
Ordets magt – Niklas Rådströms Hitlers barndom
Sort og hvidt – Shakespeares Vintereventyr
Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk
Halvgjort gerning – Den Stundesløse
Jean de Søren Sætter – Jean de France
 

Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk (Information, september 2002, Holbergs Jeppe på Bjerget)

Jeppe på Bjerget har i generationer har været spillet som en naturalistisk, midtsjællandsk bonderøvskomedie med museale overtoner og menneskelige ansigter, mere (Osvald Helmuth og senest Erik Wedersøe) eller mindre (Buster Larsen) sympatiske.

I det sidste årti er Jeppes verden blevet vendt op eller ned indtil flere gange. For otte år siden kiggede en ung Jens Albinus som en outsider ned i komediens antropologiske og karnevalistiske undergrund (Aarhus Teater 1994). For seks år siden rev Staffan V. Holm komedien fuldstændig fra hinanden (Malmö Teater og Betty Nansen 1996). Jeppe var blevet en oucast, tumlende omkring i metropolens randområder. Det er også hér vi finder Jeppe i Aveny-Ts potente fortolkning af Jeppe på Bjerget. Men denne Jeppe er samtidigt med alt det andet også – komisk.

Langt ude og tæt på

Vi er i en verden, hvor netto rimer på ghetto. Jeppe er arbejdsløs, bor i Brøndby og hænger foran fjerneren, mens Nille hænger ud i solcentret, hvor ridefogeden hedder Karate-Kenny. Det er ham, der normalt gør Jeppe bovlam og til hanrej. Men denne Jeppe råber ind i Nilles ansigt: »har du nu været nede og få friske grøntsager hos ham igen?!«

Nille, kraftfuldt spillet af Mette Horn, sender Jeppe på indkøb. Han må ind hos Jakob Skomager alias Jaco alias Slatko Buric, der er indvandrer og har en døgnkiosk og sælger Tuborg uden klinke-klanke. Det både spiller iscenesættelsen på og gør det ikke alligevel.

Sådan at lade referencer og anakronismer støde sammen, det er en god gammel skik i komedien. Det vrimler med henvisninger til den danske hyggeverden, hvor den indre ølhund glammer, hvor giro firehundrede-fucking-tretten er gået i selvsving og mormors kolonihavehus i forfald. Og også denne Jeppe har været i krig, vistnok. For NATO. Men hans krigstraume er baseret på hændelser, der er så latterlige, at kun en dansker kan få psykologiske kvababbelser over den. I komediens lange tradition har man hældt vand ud af hovedet over den forhistorie, som Jeppe i en for en komedieperson sjælden grad slæber rundt på. Den får en på hatten her.

Maude makuleret

Jeppe udsættes her ikke for en barons, men for en kvindelig direktørs sociale lyster til at eksperimentere med sit eget og andres liv. Malene Schwartz er forrygende selvironisk som direktøren. Hvis ikke Maude var makuleret, så bliver hun det her. Vi følger i det hele taget den histories gang, vi kender fra Holberg. Jeppe kommer i Paradis for én dag, bliver hængt og alligevel ikke, bliver dømt i en simuleret retsscene, møder sit eget rygte tilbage hos Jaco osv. Det er ikke handlingens gang, Bornedal og instruktøren Feigenberg har ændret på, det er dens indhold. Og det på en måde, der holder dramaturgisk vand. Det er langt fra altid, det sker.

»Han får for lidt,« rapper Øst-kyst Hustlers, »det‘ derfor han er såd‘n.« Og det er en af de gode, gamle grunde, Jeppe på Bjerget altid har haft til at drikke. Men ikke her i Bornedals bearbejdelse af komedien. Her optræder Nilles Miss Erika side om side med Mester Erik, den pisk Jeppe får bank med, og så kan læseren nok forstå, hvad Miss Erika er for en størrelse. Tilskueren får til gengæld syn for sagn, så det vil noget: Jeppe får pisk, Nille får pik. Og hvis ikke hun gør, så går hun ned i Solcentret til Karate-Kenny. Det gør traditionelt Jeppe til hanrej, kuet af denne seksuelle fitness. Men ikke hos Bornedal og Thomas Bo Larsen. Her får den i den grad Jeppe op at stå! Nille er faktisk Jeppes yndlingsbabe, og pikken er på Nilles side! Hvilken replik til den slappe danske køns-kamp, komedien har stået som udtryk for gennem generationer.

Sig selv og ingen

Men ikke at Jeppe ikke bruger hovedet. Nok er han en ‘prolenoid‘, der er kommet på parnas for en dag. Men han er også en politisk og eksistentiel alvorsmand midt i det hele. Han irettesætter skatteministeren, så man forstår, at hvad der gjaldt på Holbergs tid, stadig gælder: de privilegerede sørger for sig selv. Det legaliseres blot på en anden måde i dag. Jeppe har fat i eksistensen som ingen andre i komediens verden. Han bærer på en indre svinehund, men egentlig ikke mere end så mange andre, og han ser igennem alt ind imellem. Det kan godt være, at Jeppe! er solgt på at handle om den moderne (teater)drøm om altid hellere at ville være i en anden verden, end den man er i. Men Jeppe forholder sig mere til helvede på jord end til paradis. Helvede er, at »ingen kender dig, og der er heller ingen, der har lyst til at vide hvem du er«.

Det er det dobbelte greb, gam-melt påny og nyt i det gamle, der er iscenesættelsens force. Det er den yngre dramatiker Bornedal, der holder niveau med den yngre dramatiker Holberg, der var omkring 40 år, da han skrev Jeppe på Bjerget, altså jævnaldrende med Bornedal netop nu. Den gamle Holberg optræder i komediens åbning, Preben Harris voluminiøst og impossant irret og grøn i masken, med den hensigt at bevise, hvorfor det er nødvendigt at forny Holbergs sprog og situationer. Kun én gang mere dukker Holbergs kongelige sprog op. Det er kosteligt midt i alt det ekspressive lowlife-hverdagssprog, Jeppe ellers holder sig til. Et højdepunkt er den scene mellem Nille og Jeppe, hvor hun tvinger ham til at svare for sig og give sig til kende. I en lang mimisk passage lader Thomas Bo Larsen sproget komme op gennem kroppen og ud over læberne, fra det rene poesi til det mugne møgfald.

Bornedal har også beholdt Jeppes lange monologer, dér hvor vi kommer hele vejen rundt om figuren (og som Staffan V. Holm havde skåret væk i Jeppe 96). Også hér er Thomas Bo Larsen suveræn, han spiller hele registret, fra det rørende over den sødmefyldte skam til den aggresive og slidte sjæl, der med ondt gennemskuer sin om-verden, men ikke sig selv. Og Larsen er lastet med komik i alle dele af registret. En pragtpræstation!

Gak selv hen og se den!