Peter Christensen Teilmann  
kontakt / foredrag & kurser / kulturformidling / publikationer / cv
 
 
 

publikationer

lyrik
faglitteratur
>> journalistik

 
Reportage
Digte på udendansk – INDsam og indvandrerlyrik
Netværk og billedværk for børn – børnekultur
Cool collage – Svendborg bys 750 års jubilæum
Dage med DIEM – besøg på Dansk Institut for Eletroakustisk Musik

Baggrundartikel
Og Holberg længe leve – 250-året for Holbergs død

Kronik
Halfdan tidløs

Kommentar
Slet spilfægteri

Anmeldelse/litteratur
Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
"Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker" – Tove Meyer
Sjusket og ihærdig i sin gangart – Naja Marie Aidt
Sunny Boy? – Morti Vizki
Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Anmeldelse/teater
Regien (klumme)
Turell i byen by night – Jacob Christensens Det' Dan Turell
Cutting edges – Tracy Letts Killer Joe
Hård nød at knække – Charles Dickens' Hard Times
Djævlerier – ny dansk dramatik
Blind alarm – Erling Jepsens Anna og tyngdeloven
Kød og kærlighed – Lee Halls Cooking with Elvis
Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder
Drilske dæmoner – Henrik Sartou og Akutagawas Dæmonernes port
Pigedans – Granhøj Dans' 8IQ
Ordets magt – Niklas Rådströms Hitlers barndom
Sort og hvidt – Shakespeares Vintereventyr
Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk
Halvgjort gerning – Den Stundesløse
Jean de Søren Sætter – Jean de France
 

Halvgjort gerning (Information, april 2003, Holbergs den Stundesløse)

Den stundesløse er en af Holbergs bedste komedier. Den har noget karakterfast og tidløst ved sig, der har appelleret til den ene epoke efter den anden: det stundesløse som et væsenstræk i en bestemt tid og i en bestemt type. Ikke mærkeligt, at Det Kongelige Teater har opført den 417 gange i syv forskellige iscenesættelser. Senest for 30 år siden med Jørgen Reenberg i hovedrollen, for 14 år siden med Arne Hansen.

Det er derfor modigt gjort af teatret at sætte unge, nyuddannede teaterfolk som instruktøren Anna Novovic, scenografen Helle Damgård og lysdesigneren Antonio Rodrigues Andersen på sagen. De har gjort den stundesløse til en kvinde, Fru Vielgeschrey, spillet af Birgitte Simonsen.

Kvindelyst og -list?

Den stundesløse er det menneske, der har så travlt med at have travlt, at hun intet får gjort og samtidig ikke opdager, at hendes magt dermed løber hende af hænde. Viel Geschrei und wenig Wolle, og hvad det ellers hedder.

Det er Vielgeschreys sekretær eller husholderske Pernille, spillet af Ditte Gråbøl, der sætter intrigen mod sin chef i værk. Dette spil mellem Vielgeschrey og Pernille står centralt i de traditionelle opførelser, komedien tidligere har været udsat. Men når Vielgeschrey nu er en kvinde, så fravælger man naturligvis hele det erotiske tabu og lysttema mellem de to. Til gengæld potenserer valget en magtkamp mellem to kvinder og to typer af kvindelyst. Men den kamp spilles heller ikke for alvor i komedien. Det skyldes bl.a., tror jeg, at Ditte Gråbøls ubetvivlelige komiske kropstalent er for moderne i sit stive betræk – i denne sammenhæng. Gråbøls Pernille er her mere en dramatisk mediator for komediens handling. Men hvorfra vokser komedien så?

Ordene er Holbergs fra 1720‘erne. Handlingen er flyttet op i 1950‘erne i et kontormiljø med Las Vegas-islæt. Fru Vielgeschrey er direktøren, men rollerne de samme som hos Holberg i 1723: Gammeljomfruer, fusentaster, bogholdere og skriverkarle. Intrigeudviklingen er Holbergs. Men heri tilsættes alt i en scenisk »cocktail af genrer og tidsepoker« og musik fra Bach til Barry Manilow og Dolly Parton. Hovedpersonens erotik er tæt forbundet med hendes stundesløshed, der igen er afhængig af arbejde og magt. Falder det ene, falder det andet. To do or not to do, det er spørgsmålet, hun får stillet.

Spørgsmålet stilles i en række tumultariske scener, der river hendes trummerum i tusind stykker og umyndiggør hendes magt. Det er disse scener og en række af birollerne, der holder komediens temperatur oppe. Kristian Holm Joensen, Olav Johannesen, Gerz Feigenberg og Thomas Bendixen gør hver deres til at fylde komedien med karakter, krop og komik. Det er især gennem dem vi får en komedie om, hvordan man kan snøre den stundesløse og få hendes datter gift med en anden end Vielgeschrey selv ønsker.

Komediens vægelsind

Vielschrey har så travlt med at komme frem, at hun ustandseligt træder forkert eller bringes til at træde ved siden af sig selv. Birgitte Simonsen får denne sindstilstand og kropsaktivitet til at vokse frem, især i de store scener med scenografisk postyr. Ellers er det mest det moderne menneskes fortvivlelse ved sig selv, hun står frem med. Og det er der sådan set god mening i, iscenesættelsens idé taget i betragtning.

Men den tildels tragiske dybde, komedien rummer, og som netop gør den til en af tid og sted uafhængig moderne komedie, den får ikke meget at skulle have sagt her. Galskaben får hverken tragisk eller komisk perspektiv. Selvindsigten er ikke komedisk, blot psykologisk. Ærgerligt, når nu komedien er i gang på andre planer, i handlingen og i de komiske biroller. Det er som om, at Novovic faktisk ikke er gået radikal nok til værks. Tilskuddet udefra af stilarter og anakronismer har ikke fundet sit modsvar i komediens indre dramaturgi. Tilbage står Holberg-traditionen faktisk som en hindring for sig selv.

Men alene de spørgsmål, iscenessættelsen stiller til komedien er, sammen med skuespillernes indsats, en aften værd.