Peter Christensen Teilmann  
kontakt / foredrag & kurser / kulturformidling / publikationer / cv
 
 
 

publikationer

lyrik
faglitteratur
>> journalistik

 
Reportage
Digte på udendansk – INDsam og indvandrerlyrik
Netværk og billedværk for børn – børnekultur
Cool collage – Svendborg bys 750 års jubilæum
Dage med DIEM – besøg på Dansk Institut for Eletroakustisk Musik

Baggrundartikel
Og Holberg længe leve – 250-året for Holbergs død

Kronik
Halfdan tidløs

Kommentar
Slet spilfægteri

Anmeldelse/litteratur
Af en anden verden – F. J. Billeskov Jansen
"Jeg gaar og gemmer mig i sære Tanker" – Tove Meyer
Sjusket og ihærdig i sin gangart – Naja Marie Aidt
Sunny Boy? – Morti Vizki
Holberg i hoved og røv – en række Holbergudgivelser

Anmeldelse/teater
Regien (klumme)
Turell i byen by night – Jacob Christensens Det' Dan Turell
Cutting edges – Tracy Letts Killer Joe
Hård nød at knække – Charles Dickens' Hard Times
Djævlerier – ny dansk dramatik
Blind alarm – Erling Jepsens Anna og tyngdeloven
Kød og kærlighed – Lee Halls Cooking with Elvis
Til kanten – Marie Jones' Stones in his Pockets/Ægte jyder
Drilske dæmoner – Henrik Sartou og Akutagawas Dæmonernes port
Pigedans – Granhøj Dans' 8IQ
Ordets magt – Niklas Rådströms Hitlers barndom
Sort og hvidt – Shakespeares Vintereventyr
Larsens Jeppe: kåd, komisk og klassisk
Halvgjort gerning – Den Stundesløse
Jean de Søren Sætter – Jean de France
 

Cutting edges (Information, januar 2001, Tracy Letts Killer Joe)

Det hele foregår i et univers af outlaws, der findes derude et sted mellem Pulp Fiction og Portishead. I en hermetisk tillukket underworld i den industrielle slumkant af Dallas. I et hjørne af tilværelsen, hvor Budweiser og Kentucky Fried Chicken lever højt på den menneskelige nådesgave. Det kunne være hvor som helst.

Men det er downtown Texas. Hér bor Ansel og Sharla med datteren Dottie i noget ubådslignende skurvogn. Ansels søn fra forrige ægteskab, Chris bumler på døren midt om natten. Papmoren, den furiøse fjams Sharla lukker op, splitternøgen, kun iført en lille t-shirt: ”For satan i helvede – for himlens skyld kælling, se og få noget tøj på”. ”Nå ja, hvad i helvede, jeg vidste jo ikke hvem det var –”.

Så er tonen ligesom slået an. [..) Ydmygelse og favntag er hinandens forudsætning i den her sproglige verden. Og da Betty Nansen for et par år siden satte Killer Joe op, gjorde de sprogets skrammel og tummel til selve stykkets omdrejningspunkt. Skænderiets kaotiske og psykotiske retorik blve styrende dramaturgisk princip. Det er fastholdt, men neddæmpet i Malte Claudio Linds fortolkning. Det er stadig dialogens råben i munden på hinanden, de evigt afbrudte replikker, ingen alligevel hører efter, og dog, som  den køligt beregnende Killer Joe kan stille sig op i mod.

Killer Joe i Svalegangens fortolkning slår løs på den ironi og vold der er morsom i tiden. Den taler derfor også til et ungt publikum, der er lydhøre, men vant til Pulp Fiction og biografen, hvor kun de selv er rigtige mennesker. Men denne Killer Joe har samtidigt noget ved sig, der ikke saboterer og demonterer og hvad man nu kalder det nowadays, men tværtom uddybder realismen i det hele. En realisme, der er svær at se i øjnene, fordi den angår sociale outcasts og forvitrede psykiske tilfælde. Mennesker der ejer stor menneskelighed, men som vi i en medfølende, men pludselig umulig antipati vender ryggen, fordi vi ikke kan andet – det er dem eller os. Kynismen vender vrangen ud.

Og dér slutter stykket for øjnene af os: Dottie, stykkets ’loony’ i suveræn skikkelse af Maria Rich, ser os og den ukendte verden an: ”Cutting edges out of white rooms”. Ansigt til ansigt - man kan intet andet stille op end at klappe. Og det har denne kampklare og formstærke turnéudgave af Killer Joe virkelig fortjent.