Pauser har motto af Göran Sonnevi: ”Att ta bort det, allt som jag vet inte är sant”. Pauser indfanger de steder og situationer, hvor livet falder i staver eller mennesker tvinges til at standse op. Dramatiske (dødens) såvel som udramatiske (omsorgens) episoder og ophold, hvor undtagelsen bliver reglen, ophold man ofte forlader med uforettet sag, man tvinges til at se i øjnene, til både at tøve og vælge overfor.

Pausers sidste afsnit, ’Persona’, rummer ti prosadigte, der er i dialog med en lang tradition indenfor moderne lyrik og med ældre og yngre forfatterskaber fra Peter Seeberg og Halfdan Rasmussen over Jørgen Christian Hansen til Boris Boll-Johansen. Overalt tages tabubelagte emner op i stramme, rytmiserede digtformer og i et sprog, hvor paradokse billeder, talemåder og løst henkastede udsagn, rendyrket alvor og stille galgenhumor står side om side.

”Digtene i den er tætte og krævende. De vil læses flere gange og kan holde til det” (Morten Tjalve, Frederiksborg Amts Avis), ”fra det dystre til det dagligdags, hvor der hele tiden er noget på spil” (Bibliotekernes lektørudtalelse), ”en meget smuk og præcis formulering af det tomrum, der rammer den der har mistet” (Mai Misfeldt, Berlingske Tidende), ”Hammershøi-grå med et stort, indadvendt farvespektrum i sig” (Niels Brunse, Politiken), ”hvorfor, hvorfor, hvorfor, hvorfor” (Lars Bukdahl, Weekend Avisen)

Tekstprøve:

(morten nielsen)
Rytmen rømmer sig og vil forbi: dén der venter på gangen,
om hjørnet, for altid lidt ved siden af. Det er ikke døden,
ikke den latter der synker i knæ i Silkegade.
Det dunkle er glæden der gisper på vej op,
rimet der lægger ryg til og vender sig.
Dine vers vågner for tidligt på hospitaler.
Gnækker som unge mænd der har glemt hvor gamle de er,
stammer som børn der vil være færdige før de er begyndt.
Kun et tåbeligt refræn fra for længe siden:
Hjertet er tungt af lykke, trykket får en på trynen.

(boris boll-johansen)
Psykosen sidder i skæget. Smilet i hjernen.
På visit i høflige vendinger og udkrængede slapsticks.
Kæber der dingler i hengemte cykelstativer.
Går menneske, går villavej, går igår tilbage mod nu.
Hukommelsen er et sjippetov, én har hængt sig i.
”A little language such as lovers use, words of one syllable”.
Ord der vrimler i henlagte breve. Vreden har tabt sit navn.
En homie minder om dét der ikke vil ske:
... Hmm ... let's see, must be a simple way ... hmm!

af episoder

– pludselig passerer vi hinanden
i det sjældne punkt, et pauseslag
hvor den ene ældes i den andens tid –

Siden skal vi snakke dig efter munden
og lade dine ord stikke dig i halsen
plejehjem, pillet due gror på marken, apopleksi

ordpant

For du gør gode miner til slet spil
plukket høne, brækket tunge, grødhoveder
hjernevælling, middagsmad