Da den første udgave af »Danske digtere i det 20. århundrede« udkom i 1951 var lyrikeren Tove Meyer allerede halvvejs gennem sit forfatterskab. Alligevel blev det kun til denne sætning om hende: »I Tove Meyers digte brydes nyt med gammelt, hun er vanskelig at placere og hører nærmest hjemme midt imellem traditionalisterne og oprørerne«. Siden blev hun ved med at dukke op i antologier og artikler især om kvindelig litteratur — hvad det så er. Dejligt er det så, at Tove Meyer med to nye udgivelser får sin egen nok så lille, men fulde plads i dansk litteratur. Der er nemlig, tror jeg, noget i den blanding af realisme og mysticisme, hendes digte præges af, der ikke mere er os så fremmed som den nok har været.

Tove Meyers digtning er eksklusiv. Ikke på grund af dens beskedne omfang, seks digtsamlinger på 32 år, men fordi den har noget meget tidstypisk ved sig i den måde, den er personlig på. Fra hun var helt ung kæmpede hun en umulig kamp for at komme til afklaring, sådan siges det, med sit liv og en opvækst, præget med hård hånd af faren, grosserer Meyer, en asketisk æstet og et nervemenneske i ét. En patriak, som det ved en forunderlig fejl er bogstaveret i Paul Nakskovs bog om Tove Meyer, »Mit mørke Dit lys«.

Tove Meyer var jævnaldrende med Gustav Munch-Petersen og kun 22 år, da hun debuterede i 1935 med »Gud Palet«. Senere fulgte »Efter Regn« (1940) og midt under krigen »Skygger på Jorden« (1943). Herefter gik der ni år mellem de to følgende samlinger, »Drømte Dage« (1952) og »Havoffer« (1961). Den sjette og sidste samling udkom i 1967 under titlen »Brudlinjer«. Det er i dén, man finder sjældent rene vers som »Hjertet bøjer sig over sin ny forundring«.

’Sjældent rene vers’ — for ofte er Tove Meyers digte tynget af et abstraheret billedsprog, hvor genitivkonstruktioner hober sig op side om side med de mest slidte adjektiver i moderne lyrik. Hendes digte er samtidigt ofte religiøst betonede apostrofer, udråbt med forskellige modernistiske stemmer. Og dét er en vanskelig sag: selv bortvendt at påkalde sig noget bortvendt, at genkalde sig noget fraværende og forsvundet, så det bliver mere nærværende end faktisk nogensinde før — om ikke andet så i digtet om det. ’Datid’ står der med versaler henover meget af Tove Meyers digtning. Noget der ikke rigtigt var, erindret til noget, det ikke rigtigt kan blive til. Skyggeeksistens, ville hun selv kalde det, mærkelige — nogle ville sige mislykkede — implosioner af store surreelle syner og små (køns- og kærligheds)sammenhænge. Fremmedgørelse, men helt uden de samtidige modernisters spritklare syn og sproglige syrebadning.

Man siger ellers om Tove Meyer, at hun spænder over fire årtier og således afspejler ’den litterære udvikling i dansk lyrik fra den tidlige modernisme i 1930’erne og frem til modernismens brede gennembrud i 1960’erne’. Det er en halv ideal fordring og et halvt salgsargument. Store dele af hendes især tidlige digtning er troskyldigt bundet i et nyromantisk formsprog, en mixture af sensymbolisme og en anelse surrealisme, men kun i det udvendige. Det behøver man ikke være hardcore-modernist for at mene. På samme måde bliver hendes naturlyrik omkring 1950 mindre naiv og mere hereticansk højtsvunget. Til sidst i forfatterskabet træder det ekstreme og det mysticistiske i karakter. Hen gennem det hele lyder en mere personlig stemme, der egentlig bare er uden for lyrikhistoriske hensyn, og koncentrerer sig om det, der ligger digteren lige for som menneske, psykologisk, eksistentielt og religiøst.

Det peger igen på, at man plejer at indplacere Tove Meyer i gruppen af kvindelige lyrikere, der kom frem i 1930’erne og 1940’erne. De oftest nævnes for de ligheder, de deler i deres tematiseringer af det kvindelige og familiære univers. Og deres digte blev målt efter den skala. Det er en af Paul Nakskovs fortjenester, at han i sin bog om Tove Meyer, »Mit mørke Dit lys« vedholdende både vurderer efter den skala og viser hvordan, man ikke kan gøre det alligevel.

Det giver mening at sammenholde Meyers digtning med typiske træk fra forskellige faser af både ældre og moderne lyrik. Og det gør Paul Nakskov overalt. De enkelte digte kommenteres og sammenholdes med f.eks. J.P. Jacobsen, Edith Södergran, Paul la Cour og Ivan Malinovski, så man kommer tættere på Tove Meyers praksis og på de forandringer og mønstre, der går for sig på tværs af de seks digtsamlinger. Eksemplet har stor magt hér, og det er godt. Underligt kun, at Nakskov så godt som ikke sammenholder med nogle af de digtere, der både i tid og tone var samtidige med Tove Meyer: Morten Nielsen og Ole Sarvig. Sarvig nævnes sporadisk, Morten Nielsen slet ikke, hvor det ellers var på sin plads. Hvor Nielsen og Meyer bliver mest adventsfulde, ligner de hinanden i tone og trav. Man kan sammenholde et af de digte, Nakskov opholder sig ved, nemlig »Mød mig ikke, ven« med Morten Nielsens »Ventetid«. Begge har de grundlæggende en tillid til sprogets formgivende egenskaber, der adskiller sig fra de modernistiske kolleger — om end Morten Nielsen er anderledes ikke-romantisk og antimetafysisk — og antropomorfismen og apostrofen, der i modernismen ellers ofte står som negationer og negative tegn på livet, bruger de begge uforbeholdent, og dermed også den patos, især apostrofen står inde for.

Paul Nakskov har altså forestået de to nye udgivelser, der nok bliver de definitive om Tove Meyer: det ganske let reviderede genoptryk af »Tiden og Havet — udvalgte digte 1935-67« og hans egen bog om hendes digtning: »Mit mørke Dit lys — Requiem for Tiden og Havet«.

»Mit mørke Dit lys« er i det store hele komponeret således at liv og værk følges ad, kapitel for kapitel. Princippet er halvt monografisk, halvt biografisk. Det er et princip, der sagtens kan tale sin egen sag. Selv om Paul Nakskov søger at holde sig tæt på digtene og det biografiske ud i strakt arm, så taler det med, det kommer man ikke uden om. Han argumenterer ud fra og med sit personlige kendskab til Tove Meyer. Og dét er virkelig helt på sin plads. Det er lige netop dét, der kaster lys over det mørke, Tove Meyer og hendes digtning befinder sig i. Mere dét end allehånde mere eller mindre vellykkede næranalyser og akademiske apparaturer — »(jf. Heidegger)« — som digtene alligevel ikke kan holde stand imod. Det er netop via det biografiske og de kommenterende passager med udblik til litterære strømninger og digtere, at Nakskov transformerer Meyers digte ud af det personlige univers og den private tragedie, de også er udtryk for.

Skal en læser anno 2000 stemme i med noget af det, skal han aflægge sig sine spektakulære falbelader og moderne attituder. Eller hører han kun det patetiske og det sentimentale, der gennemstrømmer Meyers digtning fra den ene ende til den anden.

Det biografistiske moment er altså mere til stede i »Mit mørke Dit lys« end forfatteren lægger op til. Den allegorisk — i de værste tilfælde psykologisk — fortolkede forbindelse mellem Tove Meyers forfatterskab og skæbne har metonymisk kraft: Den fastholder forbindelsen netop ved at sløre, det ligger i metonymiens idé og etymologi, hvad der er årsag og hvad der er virkning. Antager forfatteren karakter efter de stemmer, hun lader føre ordet i digtene, eller er det omvendt? Skabes ligheden mellem forfatter og digt ikke netop gennem de forskelle, stemmeføringen ellers selv gør tydelig? Digtenes gådefuldhed træder frem, samtidig med at altså mysteriet får lov at forblive formørket og dæmoniseret tilbage i Tove Meyers liv.

Paul Nakskov formår at bringe det frem for læseren, jo tættere han holder sig på at skildre det nøgternt og afdæmpet. Jo mere han styrer sproget op i patos, jo mere forsvinder mysteriet ind i tematiseret akademisk overtydelighed.

Det er en smuk gestus, Gyldendal og Odense Universitetsforlag sammen med Paul Nakskov hermed giver Tove Meyer. Sammen med især Torben Brostrøms essay i »Poetisk Kermesse« (1962) og Poul Vads essay i »Bristepunkter« (1992) er udgivelsen af »Tiden og Havet« og »Mit mørke Dit lys« en fin erindring om, at Tove Meyer var noget i sin tid og for sig selv, en digter fra det 20. århundrede, vi ikke skal glemme.

Paul Nakskov, der var gift med Tove Meyer i 20 år indtil hendes død for egen hånd i 1972, har gjort noget modigt og stærkt: han har gennemreflekteret Tove Meyers forfatterskab med det spejl, hans bibelske navnebror kalder kærlighedens, og som går igen som billede overalt i Tove Meyers digte. Et spejl, der i Paul Nakskovs diskrete metaforiske greb fastholder det gådefulde og frigiver det dunkle til livet fremfor til dæmonien. Det skulle mildt sagt aldrig lykkes for Tove Meyer selv. Som Ole Wivel sagde om Karen Blixen, sådan kan man virkelig sige om Tove Meyer: at hun var ansat ved sit eget mysterium.

En ansættelse, Tove Meyer til stadighed kalkulerede med og som ganske kontant kostede hende livet og — som i reflekterede brudflader og ubevogtede syner — førte liv ind i hendes digte, hvor de er bedst. Hvor de hæver sig op over klicheer og dualismer og i det yderste lyriske grænseland bliver remse, bøn og profeti, dér er de bedst, og dér har vi sværest ved at gå dem i møde. n