»Jeg er nyligen hid kommen alene af Curiositet for at vide, om det er sant, hvad man fortæller om den Trolddom, som øves her i Gaden«, siger en nysgerrig og videbegærlig mand i Holbergs komedie om »Hexerie eller blind Alarm«.

Lyrisk implosion. Sådan kunne man med rette betegne Morti Vizkis nye digtsamling »Sol«, hvor den er bedst. Selv om samlingen med sine titler og hele attitude retter sig voldsomt udad, sådan som Vizki oftest opfattes og langt hen også selv poserer: sprælsk i sproget, sprængende i meningen — så er det implosionen, der står tilbage som første og blivende indtryk.

Talemåden har det som klicheen og alle andre idiomatiske vendinger og udtryk: den kan fortætte det digt, der ellers ikke har meget stil. Det var på den måde, Naja Marie Aidt i sine tre første digtsamlinger, udgivet som »Trilogi« (1996) viste os, at tingene, de enkle almindelige følelser og daglige hændelser paradoksalt sjældent svarer til pålydende.

Da den første udgave af »Danske digtere i det 20. århundrede« udkom i 1951 var lyrikeren Tove Meyer allerede halvvejs gennem sit forfatterskab. Alligevel blev det kun til denne sætning om hende: »I Tove Meyers digte brydes nyt med gammelt, hun er vanskelig at placere og hører nærmest hjemme midt imellem traditionalisterne og oprørerne«. Siden blev hun ved med at dukke op i antologier og artikler især om kvindelig litteratur — hvad det så er. Dejligt er det så, at Tove Meyer med to nye udgivelser får sin egen nok så lille, men fulde plads i dansk litteratur.

Frederik Julius Billeskov Jansen var en institution i dansk litteraturforskning og formidling. Han døde sidste forsommer, under protest og næsten 95 år gammel.

Billeskov personificerede flere kapitler af sit fags historie – og opgøret med det. Han var f.eks. i 1960‘erne en gammeldags hard nitter, der midt i studenteroprøret holdt på sit over for »det nye regime«.